Nordic Crane køber industrigrund i Taastrup af Andersen Erhvervsudlejning, der er ejet af brødreparret Rasmus- og Anders Svitzer Andersen. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Nordic Crane køber industrigrund i Taastrup af Andersen Erhvervsudlejning, der er ejet af brødreparret Rasmus- og Anders Svitzer Andersen. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Anpartsselskabet Andersen Erhvervsudlejning har solgt en erhvervsgrund på 8.340 kvadratmeter på Hørskætten 11 i Taastrup til Nordic Crane for 15 millioner kroner. Det fremgår af en pressemeddelelse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech, som har formidlet salget af grunden.

Nordic Crane blev startet i 1946 og er i dag en af nordens største kranvirksomheder. Ejendommen skal undergå en større ombygning, der skal danne grundlag for ydeligere vækst i Danmark lyder det Casper Petersen, administrerende direktør i Nordic Crane. Han håber, at man er på plads om et års tid.

– Vi har længe ledt efter en grund, hvor vi kunne få flere kvadratmeter og en central placering tæt på København, der går hånd i hånd med vores ønske om at vokse. Det har vi fået nu, og vi ser nu frem til at bygge depot, cirka 1.000 kvadratmeter værksted, kontor og så videre på grunden, hvorfra vi vil påbegynde vores vækstrejse, udtaler han.

Andersen Erhvervsudlejning er ejet af brødreparret Rasmus- og Anders Svitzer Andersen.

LÆS OGSÅ: NORDIC CRANE FÅR NY DIREKTØR OG BESTYRELSESFORMAND

– Vi har længe gået med tanker om at sælge Hørskætten 11, da vi gerne ville realisere de penge, der var bundet i grunden. Så vi vælger altså at sælge for at få pengene ud, men i høj grad også for at kunne fokusere på vores forretning fremfor at skulle lege ejendomsadministrator. Det er hverken her vores interesse eller kompetencer ligger, så at få den del ud ad verden, passer os rigtig fint, udtaler Rasmus Svitzer Andersen.

Frank Kristensen, er partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Herlev. Sagen har ligget på hans bord.

– Andersen Erhvervsudlejning kontaktede mig i slutningen af 2021. Efter modne overvejelser besluttede de at udbyde ejendommen til salg i midten af 2022 og efter løbende markedsføring af ejendommen i amndet halvår 2022, fandt min kollega Mark Backhausen den, efter vores mening, perfekte kunde til ejendommen, udtaler han.

– Nordic Crane gav udtryk for, at de havde et ønske om et velbeliggende grundareal i Storkøbenhavn til oplag og værksted og efter et kort og intenst forhandlingsforløb, underskrev parterne en købsaftale i slutningen af året.

LÆS OGSÅ: DANMARKS STØRSTE PADELCENTER BYGGES I HØJE-TAASTRUP

Mark Backhausen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech glæder sig over, at grunden nu er solgt.

– Der er tale om et attraktivt grundareal med en kanon placering tæt på København, motorvejsnet og offentlig transport, der har været tillokkende for mange potentielle købere, men vi er sikre på, at vi har fundet den helt rette køber til grunden, udtaler han.

Andersen Erhvervsudlejning benytter lige nu en del af grundarealet med pavillonbygninger til mandskabs- og kontorfaciliteter, mens det resterende grundareal er udlejet.