Nordiske arkitekter frygter, at den nuværende markedssituation hæmmer den grønne omstilling

Den nuværende markedssituation har skabt en ny virkelighed i bygge- og anlægsbranchen. Det rammer den grønne omstilling.

Inflation og høje renter har sat bygge- og anlægsbranchen under øget pres gennem de seneste år.

Det går ud over den grønne omstilling, som bliver nedprioriteret i forsøget på at skabe en positiv økonomi i byggeprojekterne, lyder det i en pressemeddelelse fra Swisspearl.

Således viser den seneste undersøgelse fra Nordic Architect Panel, der er foretaget blandt 192 arkitekter i Norden, at 59 procent af arkitekterne mener, at den nuværende situation i bygge- og anlægsbranchen sænker den grønne omstilling, mens tallet i Danmark er hele 61 procent.

– Hvis de stigende omkostninger og det strammere marked gør, at bæredygtighed ofte nedprioriteres i forhold til pris i byggeprojekter, skabes der en reel risiko for, at udviklingen mod en mere bæredygtig fremtid bremses, lyder det fra administrerende direktør i Swisspearl, Jens Engbo Norddal.

I samme undersøgelse svarer 43 procent af arkitekterne, at det kun er op mod hvert femte projekt, som indeholder bæredygtighedskrav, hvilket er et drastisk skred fra undersøgelsen i 2022, hvor kun 27 procent af arkitekterne svarede det samme. Ifølge Jens Engbo Norddal bør lovgivningen understøtte den bæredygtige udvikling uafhængigt af markedets udvikling.

– Det er afgørende, at lovgivningen på området sikrer en grøn omstilling – uanset markedets udsving. Derfor er der nødvendigt, at der laves nogle rammer, som kan iværksættes, når markedet udfordrer branchen, så vi ikke risikerer, at den grønne omstilling bliver skubbet længere væk, lyder det fra Jens Engbo Norddal.

– Selv med det reviderede bygningsreglement er vi stadig ikke ambitiøse nok i forhold til de grønne valg i byggeriet, og det er flere gange blevet påpeget, at mange aktører i markedet allerede nu lever op til de nye CO2-grænseværdier. Markedssituationen presser beslutningstagere til at prioritere pris over bæredygtighed, hvilket hæmmer den nødvendige omstilling til mere klimavenlige løsninger.

Føler du, at den nuværende markedssituation sænker den bæredygtige udvikling i byggeriet?

Norden

Danmark

I meget høj grad

21 procent

20 procent

I høj grad

38 procent

41 procent

I lav grad

31 procent

30 procent

Slet ikke

10 procent

9 procent

Kilde: Nordic Architect Panel. Antal respondenter: 192

Hvor mange af de projekter, du deltager i, regner du med har krav om bæredygtighed?

Norden 2022

Norden 2023

0-20 procent

27 procent

43 procent

21-40 procent

17 procent

8 procent

41-60 procent

19 procent

14 procent

61-80 procent

14 procent

15 procent

81-100 procent

23 procent

21 procent

Kilde: Nordic Architect Panel. Antal respondenter: 421 (2022) 192 (2023).

Om Nordic Architect Panel

Nordic Architect Panel er en årlig spørgeundersøgelse blandt arkitekter og rådgivere i de fire nordiske lande, Danmark, Finland, Norge og Sverige.

Formålet med Nordic Architect Panel er at samle førende fagpersoners viden og erfaringer inden for forskellige grene af branchen og synliggøre arkitekternes betydning. Spørgeundersøgelsen fokuserer på aktuelle temaer inden for branchen, trends og tendenser, inspiration og konjunkturer samt aktuelle udfordringer inden for branchen.

Panelet består af både faste medlemmer og vekslende deltagere og tæller arkitekter og rådgivere på tværs af Norden. Nordic Architect Panel er stiftet af Swisspearl i 2021 og er en udvidelse af Dansk Arkitektpanel, som blev startet i 2018. Nordic Architect Panel er et ikke-kommercielt tiltag varetaget af uvildige konsulenter.

Kilde: Swisspearl.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling