Nordjysk entreprenør skruer op for genbrug med ny ressourceplads

Entreprenørvirksomhed har etableret en såkaldt ressourceplads, så virksomheden kan genbruge mere byggeaffald fra sine renoveringsprojekter.

En nyetableret ressourceplads giver S.P. Jensen mulighed for at høste økonomiske gevinster gennem genbrug af byggeaffald.

Nu kan virksomheden genbruge og genanvende store dele af det byggeaffald, der opstår fra deres renoveringsprojekter – og samtidig udnytte markedspotentialet i materialer, der ellers ville være blevet skrottet.

Det skriver entreprenørvirksomheden med base i Svenstrup syd for Aalborg i en pressemeddelelse.

S.P. Jensen har allerede uddannet nogle af virksomhedens 140 medarbejdere i miljøscreening samt kortlægning og håndtering af byggeaffald.

– Den nye ressourceplads er et ønske om at ændre rammerne for affaldssortering. Det giver os mulighed for at sortere byggeaffald i flere fraktioner, og dermed udnytte byggeaffaldet langt bedre, end tidligere, forklarer QHSE og bæredygtighedsmanager Lars Søndergaard Pedersen fra S.P. Jensen.

Ressourcepladsen stod færdig i efteråret 2024, og er indtil videre delt op i otte affaldsfraktioner såsom plast, mursten, asfalt, beton og træ. På sigt er planen at udvide den til at omfatte op til 30 affaldsfraktioner.

– Når vi sorterer, sker det både ud fra et bæredygtigt synspunkt, og ud fra et økonomisk synspunkt. Når vi sorterer, er vi med til at genbruge materialer, som ellers ville blive sorteret til deponi. Der er et marked for langt det meste byggeaffald, og derfor er der perspektiver i at øge antallet af fraktioner på vores ressourceplads, siger Lars Søndergaard Pedersen.

På længere sigt har S.P. Jensen planer om også at hente byggeaffald fra andre virksomheder i lokalområdet og dermed medvirke til, at en større mængde materialer identificeres til genanvendelse eller genbrug.

Ressourcepladsen er etableret med tilskud

Til at etablere ressourcepladsen har S.P. Jensen fået tilskud gennem virksomhedsprogrammet SMV:Grøn til rådgivning og investering.

– SMV:Grøn har i høj grad været en hånd i ryggen i hele processen med at etablere ressourcepladsen. Vi er blevet mødt med sparring og ekspertise før, under og efter, og ved at deltage i programmet er vi blevet holdt op mod en deadline for, hvornår vi skulle være i mål, fortæller administrerende direktør i S.P. Jensen, Morten Bak.

S.P. Jensen har også købt en lastbil med kran til at opsamle byggeaffaldet direkte fra de steder, de har renoveringsopgaver. Konkret har de bigbags på byggepladserne, hvori deres medarbejdere lægger affaldet.

– Vi er bevidste om, at bæredygtighed og cirkulær økonomi fremadrettet vil være et konkurrenceparameter for os til at fastholde og udbygge vores markedsposition, så på det punkt er det en klar forretningsstrategi, vi fører ud i livet, udtaler Morten Bak.

Om S.P. Jensen

S.P. Jensen er en service- og entreprenørvirksomhed, der er specialist i udbedring af forsikringsskader samt i vedligehold, renovering og håndtering af byggeaffald.

Entreprenørvirksomheden leverer service inden for tømrer, murer, elektriker, VVS, maler, glarmester, fugtteknik og indeklima, lækagesporing, asbestsanering og miljø, kloak, slamsugning, kloakseparering og tv-inspektion i hele Nordjylland.

Kilde: S.P. Jensen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling