Bühlmann Hotels med base i Aalborg udvider i disse år med store investeringer i blandt andet nye hoteller.
Med henblik på at styrke organisationen yderligere har hotelkoncernen valgt at foretage en række organisatoriske ændringer både på direktions- og ledelsesniveau.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Ændringerne indebærer blandt andet, at Danni Bühlmann per 1. oktober 2024 vil fungere som administrerende direktør alene – en rolle, han frem til nu har delt med Anemette Bühlmann.
Læs også: Bühlmann får overskud på 12 millioner – klar til at udvide med endnu et hotel
Sidstnævnte vil i stedet lægge sit fokus på rollen som bestyrelsesformand og fokusere på koncernens strategi om at indgå nye hotelsamarbejder og dermed blive en landsdækkende hotelkoncern inden for få år.
Samtidig har Bühlmann Hotels valgt at samle ledelsesansvaret på flere af koncernens hoteller, hvilket betyder, at Mike Sthyr er tiltrådt som ny hotelchef på Scheelsminde, mens han fortsætter i rollen som hotelchef på Pier 5 Hotel og dermed har ledelsesansvaret for begge hoteller beliggende i Aalborg.
Samtidig er Thomas Holme tildelt ledelsesansvaret for hotellerne Villa Provence og Hotel Royal i Aarhus, mens han fortsætter som hotelchef på Nørre Vosborg.
Læs også: Bühlmann overtager luksushotel i København
– Bühlmann er i disse år på en spændende vækstrejse, og alene det seneste år har vi tilføjet tre nye hoteller til vores voksende portefølje. Det kræver, at vi løbende udvikler og styrker vores organisation, så vi har det rette fundament til at vækste yderligere og nå vores mål om at blive landsdækkende, udtaler Danni Bühlmann.
– Derfor har vi valgt at foretage en række organisatoriske ændringer, der blandt andet indebærer, at vi samler ledelsesansvaret på færre personer for at opnå større synergier mellem hoteller beliggende i samme område.
Bühlmann Hotels, der har hovedsæde i Aalborg, beskæftiger i dag mere end 400 medarbejdere på tværs af koncernens administration og 10 hoteller.