NPV har indgået aftale med AkademikerPension om et 16.000 kvadratmeter stort projekt med 63 ejerboliger, 100 lejeboliger og fem butiks- og restaurationslejemål som en del af projektet GammelHavn på Posthusgrunden i Vejle. Der er tale om første etape af udviklingsprojektet. Det skriver parterne i en pressemeddelelse.
Første etape omfatter desuden en offentlige bypark mellem de tre boligkarreer. Den vil udgøre 4.000 kvadratmeter af byparkens samlede areal på 9.000 kvadratmeter.
Byggeriet skal opføres i totalentreprise af JCN Bolig. Entreprenøren går efter planen i gang med byggeriet i løbet af sommeren 2023, så de kommende boliger og erhvervslejemål står klar til indflytning i i andet og tredje kvartal af 2025.
– Joint venture-aftalen er den foreløbige kulmination på et flerårigt udviklingsforløb, hvor NPV i samarbejde med Vejle Kommune har udviklet planerne for Gammelhavn, som forvandler de store arealer i hjertet af Vejle, der tidligere husede postterminal, busterminal og godsbanegård, til en ny pulserende, dynamisk og grøn bydel, udtaler Kim Lang Sørensen, direktør og partner, i en pressemeddelelse.
Vejle er blandt de hurtigstvoksende byer i Danmark, og i 2022 voksede kommunen med over 2.000 indbyggere, ifølge kommunens egne tal.
Søren Møller-Larsson, ejendomschef i AkademikerPension, peger da også netop på, at Vejle er et vækstområde.
– I vores nye ejendomsstrategi ønsker vi flere boligejendomme, og gerne som udviklingsprojekter, der samtidig ligger i vækstområder udenfor Aarhus og København. Og dette projekt er med sin centrale beliggenhed i Vejle derfor i tråd med vores ejendomsstrategi, udtaler Søren Møller-Larsson.
Udviklingen af Posthusgrunden har efterhånden været undervejs i et årti, og det store projekt har ændret sig flere gange undervejs. Det omfatter blandt andet 400 ejer-, leje- og seniorboliger samt 380 ungdomsboliger. Gammelhavn vil i alt rumme 35.000 kvadratmeter familieboliger og 11.500 kvadratmeter “micro living”-boliger.
Dertil kommer en 4.200 kvadratmeter stor Coop-butik (tidligere Kvickly), 2.000 kvadratmeter udvalgsvarebutikker, 1.700 kvadratmeter cafeer, restauranter, showroom og serviceerhverv, 8.700 kvadratmeter kontorer i New Yorker-stil (The Hub) samt 21.000 kvadratmeter parkeringshus med 700 parkeringspladser. Alle Gammelhavns bygninger certificeres med DGNB Guld.
Anden etape med kontorhuset, Coop-butikken, parkeringshuset og “micro living”-boligerne er tegnet af Henning Larsen Architects med Rambøll som teknisk rådgiver. Hele Gammelhavn-byggeriet, som inklusive parkering omfatter 83.000 etagemeter, certificeres efter planen til DGNB Guld.
NPV er i transaktionsforløbet blevet rådgivet af Plesner, EY og Beierholm, mens Bruun & Hjejle, Kuben Management, KPMG og Nordicals har rådgivet AkademikerPension.