AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

I løbet af de kommende år skal der bygges op mod 1.600 nye boliger og etableres grønne oaser, caféer og butikker i en ny bydel, der udvikles i og omkring de ikoniske bygninger fra det tidligere statsfængsel i Vridsløselille.

Torsdag den 30. maj var aktørerne bag det enorme byggeprojekt samlet for at tage første spadestik til udviklingen af den 160.000 kvadratmeter store fængselsgrund, der især er kendt fra Olsen Banden-filmene.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra bygherrerne A. Enggaard og PKA.

Foruden bygherrerne var blandt andre borgmester i Albertslund Kommune, Steen Christiansen (S), og en række repræsentanter fra den danske byggebranche til stede for at markere startskuddet til den nye bydel. Forberedelsen har været i gang i flere år.

– Der er løbet meget vand gennem åen, siden de første visioner for denne ikoniske fængselsgrund blev præsenteret, og vi kan nu se frem til, at visionerne for alvor føres ud i virkeligheden. Der er tale om en helt særlig grund og nogle unikke bygninger, der indtager en central del af fortællingen om Albertslund, og jeg glæder mig over, at vi nu kan føre historien videre i form af en helt ny bydel, der vil komme hele Albertslund til gavn, udtaler borgmester Steen Christiansen fra Albertslund Kommune.

A. Enggaard og PKA står bag udviklingen i samarbejde med statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme. De har i tæt samarbejde med Albertslund Kommune og et rådgiverhold bestående af Cobe, WSP, Rambøll, Cowi og Niras udarbejdet en masterplan, der beskriver rammerne og visionerne for udviklingen af Vridsløse.

– Nu handler det så om at sætte handling bag ordene og udfolde visionerne i virkeligheden. Vi har allerede gennem de seneste par år arbejdet målrettet med at puste nyt liv i flere af de gamle bygninger, og vi glæder os til, at vi nu også kan begynde at tilføre bydelen sit nye islæt i form af spændende nye kvarterer med boliger, fællesfaciliteter, grønne samlingspunkter og erhvervslokaler, fortæller projektudviklingschef i A. Enggaard Morten Løgsted.

Han suppleres af Nikolaj Stampe, ejendomsdirektør i PKA:

– Vridsløse bliver en bydel med et fællesskab, der både kommer til udtryk i det nære naboskab mellem områdets beboere og i større skala for hele kommunen. Målet er, at Vridsløse bliver der, hvor man har lyst til at mødes, uanset om man bor i bydelen, eller om man kommer fra andre dele af Albertslund og omegn, siger Nikolaj Stampe.

Den nye bydel skal bindes sammen af grønne og rekreative områder præget af både ny og bevaret natur.

Det skal præge området sammen med store dele af det gamle fængselskompleks, der ligesom størstedelen af grundens øvrige bygninger bevares. Det gælder eksempelvis hovedbygningen med den ikoniske, grønne port samt inspektørboligen og kirken.

Udviklingen sker etapevis over den kommende årrække, og bydelen vil bestå af i alt seks forskellige kvarterer, som med hvert sit særpræg vil henvende sig til mennesker, der er forskellige steder i deres liv.

Der vil både være boliger til ældre, unge og ikke mindst til børnefamilier. De første boliger forventes at stå klar til indflytning i 2026.

Allerede nu er der dog skabt nyt liv på den gamle fængselsgrund. Parterne bag projektet har med udgangspunkt i de gamle fængselsbygninger etableret et nyt samlingspunkt for iværksætteri, kreativitet og fællesskab.

Porten, som samlingspunktet hedder med henvisning til den ikoniske grønne fængselsport, huser en mangfoldig blanding af faste aktører såsom Slowburn Brewing Co-op, Pettersen & Hein, Hans Knudsen Instituttet, Riddlehouse Escape Rooms, ligesom Porten løbende danner rammerne om events som koncerter, festivaler, julemarkeder og meget mere.

For nylig blev etapeplanen for udviklingen af den nye bydel justeret med henblik på at genanvende flest mulige mursten.

Fakta: Fra fængsel til ny bydel

2016: Sidste indsatte forlader fængslet og fængselsdriften afvikles.

2019: Kriminalforsorgen overdrager fængslet til Freja Ejendomme.

2020: Albertslund Kommune og Freja Ejendomme igangsætter en arkitektkonkurrence i form af et parallelopdrag med fem deltagende teams.

2020: A. Enggaard og PKA indgår købsaftale med Freja Ejendomme.

2021: Med udgangspunkt i de gennemarbejdede forslag fra arkitektkonkurrencen udarbejder A. Enggaard, PKA og Freja Ejendomme i tæt samarbejde med Cobe, Rambøll, WSP og Albertslund Kommune et forslag til en masterplan for udviklingen af en ny bydel under navnet Vridsløse.

2022: Forslag til masterplan afleveres til Albertslund Kommune og sendes i offentlig høring.

2022: Masterplan for Vridsløse godkendes af Albertslund Kommunes kommunalbestyrelse.

2023: Rammelokalplan godkendes af Albertslund Kommunes kommunalbestyrelse.

2023: Lokalplansforslag til Vridsløses første boligkvarter på den sydvestlige del af grunden behandles politisk.

2023: Første lokalplan i Vridsløse-projektet, der dækker den sydvestlige del af grunden, godkendes endeligt af Albertslund Kommunes kommunalbestyrelse.

2024: Første spadestik til den nye bydel tages.

2026: De første nye boliger står klar til indflytning.

Kilde: A. Enggaard og PKA.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling