Nu er over 500 parkeringspladser midt i København fjernet

Omdannelsen af 525 parkeringspladser i Middelalderbyen er nu udført. Københavns Kommune henviser til omkringliggende parkeringshuse.

Københavns Kommune har omdannet 525 parkeringspladser i gadeniveau som led i Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen.

De fleste af de tilbageværende parkeringsbåse er reserveret til særlige formål, blandt andet erhvervskøretøjer, handicappede og ambassader.

Områdechef Henriette Hall-Andersen har derfor en opfordring til folk, der vil i bil til Middelalderbyen.

Læs også: Flere parkeringspladser i København reserveres til erhvervslivet

– Det er en markant ændret parkeringssituation, så hvis man ikke har mulighed for at komme derind med offentlig transport, til fods eller på cykel, vil jeg opfordre til, at man benytter et af de parkeringshuse, der ligger rundt om Middelalderbyen, siger hun.

Med beboerlicens til Indre By kan man benytte de fire private parkeringsanlæg på Israels Plads, Vognmagergade 9, Øster Farimagsgade 5 og Nyropsgade 43, hvor kommunen har reserveret et antal parkeringspladser.

Der er samtidig indført lavhastighedszoner i det meste af Middelalderbyen, hvor man fremover højst må køre 30 kilometer i timen. Enkelte af de større veje i området får efter planen sænket fartgrænsen til 40 kilometer i timen i 2025.

Fakta

Biler må kun parkere i afmærkede parkeringsbåse

De fleste parkeringsbåse er reserveret til særlige formål, bandt andet erhvervskøretøjer, handicappede og ambassader.

150 parkeringsbåse er reserveret til erhvervskøretøjer på hverdage klokken 7-17. Øvrig tid må alle benytte disse parkeringsbåse.

Lastbiler over 18 ton må fortsat hverken standse eller parkere i området

Der kan være særlige parkeringsregler i enkelte gader, for eksempel lokale standsnings- og parkeringsforbud.

I alt skal 600 parkeringspladser på gadeplan omdannes – de sidste pladser i Nørre Kvarter afventer en evaluering af projektet.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling