Da det gamle regionshospital i Herning lukkede for knap tre år siden og funktionerne blev flyttet til det nye supersygehus i Gødstrup, blev et 100.000 kvadratmeter stort areal i den centrale del af byen frigjort til byudvikling.
Der er allerede gang i omdannelsen af området til den nye bydel Herning+ med 600 boliger, butikker, lægehus, dagligvarebutik og et højhus i 25 etager.
Onsdag blev anlægget af hele det nye, kæmpestore byrum påbegyndt, skriver Herning Kommune i en pressemeddelelse.
Kommunens borgmester Dorte West (V) tog første spadestik til Plusset, som byrummet kaldes.
Der er designet af Lytt Architecture i samarbejde med Niras og BRIQ, og ifølge arkitekterne er det “arkitektoniske sprog og koncept er inspireret af det store istidslandskab, som er en vild og usynlig del af Hernings historie”.
Kølkær Entreprenør står for at anlægge byrummet, der indrettes med plantezoner med vild natur og belægninger af beton med smeltevands-sletten som grundmotiv, skriver Herning Kommune.
– Det bliver med andre ord overraskende og uhøjtideligt – ord, som jeg tror, mange vil være enig med mig i, siger noget ret præcist om Herning, sagde Dorte West i sin tale forud for spadestikket.
Vandbassin og pavillon
Mod nord i Plusset anlægges et stort vandbassin, og centralt i Plusset bygges en pavillon, som kan anvendes til for eksempel arrangementer og udstillinger.
På den måde deles det store område op i forskellige mindre pladser, som hænger indbyrdes sammen.
Plusset binder også hele området sammen fra nord til syd, og fra øst til vest. Forbindelserne gennem området er for cyklister og gående trafikanter.
– Derfor tror jeg også, at området bliver attraktivt for både beboerne i de boliger, der allerede er bygget og kommer til, men også for alle herningensere i det hele taget, sagde Dorte West.
Forventningen er, at Plusset er færdiganlagt om et par år. Området har fået sit navn, fordi det fra oven ligner et plus. Det forbinder det gamle sygehusområde med resten af det centrale Herning. Byrådet har afsat godt 40 millioner kroner til arbejdet.