I 2022 købte Claus Sørensen Ejendomme den tidligere Esbjerg Højskole på Stormgade ved Lysningen og Vognsbølparken.
Her skal der udvikles en ny bydel med navnet Vognsbølhaverne, og snart sættes byggeriet af de kommende boliger på den godt 50.000 kvadratmeter store grund i gang.
– Vores målsætning er at skabe et af de mest attraktive byområder i Esbjerg, både hvad angår beliggenhed, arkitektur, boligstandard, fællesfaciliteter og grønne udenomsarealer. I pagt med vores veneration for byen og det langsigtede perspektiv ønsker vi med Vognsbølhaverne at sætte et varigt aftryk og skabe rammerne for for det gode liv, udtaler Lars Kjærgaard, administrerende direktør i Claus Sørensen Ejendomme.
Projektets tre første etaper er under projektering. Etaperne omfatter Firkløveret, der med samlet 32 boliger har referencer til de fire nuværende bygninger kendt som punkthusene, samt Landsbyen, der er placeret midt i det godt 50.000 kvadratmeter store område og omfatter cirka 90 boliger i varierende udformning.
Læs også: Nyt højhus ved Esbjerg Højskole på dagsordenen
Punkthusene udgør en bevaringsværdig del af den tidligere Esbjerg Højskole, men er af eksterne rådgivere blevet vurderet til at have så væsentlige strukturelle mangler, at de ikke vil kunne renoveres og leve op til krav til moderne boligstandarder uden uproportionale omkostninger. Derfor erstattes de af nybyggeri.
Planerne for Vognsbølhaverne er udarbejdet i samarbejde med arkitektfirmaet Friis & Moltke.
– Vi bibeholder de hidtidige bygningers taghældninger og form samt det røde murværk og tegltaget. De fire nye bygninger vil både i udformning og indbyrdes placering have klare referencer til de oprindelige – dog med et moderne twist, så de naturligt kan indgå i helheden i det nye boligområde, siger projektchef Mikkel Bjerrum.
Boligområdet skal efter planen både rumme seniorboliger, rækkehuse og lejligheder i etagebyggeri. Der arbejdes med flere modeller for blandt andet parkering under grundplan med adgang til boligerne.
Foruden boliger arbejder Claus Sørensen Ejendomme med etablering af en dagligvarebutik samt lægehus eller lignende i området.
Om Vognsbølhaverne
Bygherre: Claus Sørensen Ejendomme
Beliggenhed: 50.773 kvadratmeter grund afgrænset af Esbjerg Park/Stormgade, Spangsbjerg Kirkevej, Lysningen og boldbanerne, der tidligere tilhørte Esbjerg Højskole.
Byggeri: Over 250 boliger vekslende mellem etagebyggeri og rækkehuse, sammenlagt cirka 28.400 etagekvadratmeter.
Etaper
Første etape: Firkløveret bestående af fire bygninger med hver otte boliger.
Anden og tredje etape: Landsbyen inddelt i nord og syd og placeret midt i området med ca. 90 boliger.
Fjerde etape: Parkhuset med op til 14 etager på hjørnet af Stormgade og Spangsbjerg Kirkevej. Ejendommen vil foruden boliger blandt andet omfatte en dagligvarebutik
Femte etape: Et selvstændigt bygningskompleks henvendt til aktive seniorer.
Sjette etape: Terrassehusene bestående af bygninger i varierende etagehøjde ud til Spangsbjerg Kirkevej.
Tidsplan: De tre første etaper er under projektering og vil kunne udbydes i fagentrepriser i det sene efterår med henblik på byggestart tidligt i 2025. Indflytning vil efter planen foregå fra første halvår 2026. De tre følgende etaper projekteres, udbydes og bygges med henblik på færdiggørelse i 2028-2029.
Kilde: Claus Sørensen Ejendomme.