En ny app skal gøre det nemmere for blandt andet håndværkere at finde ledige parkeringspladser i København.
Fremover kan man blot åbne appen “Erhvervsparkering København” på sin smartphone, vælge en egnet ledig erhvervsparkeringsplads og så få vejvisning dertil på sin telefon.
Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
– Det skal gerne være så nemt som muligt for erhvervsdrivende og håndværkere at løse opgaver i København. Vi indretter byen, så biler fylder mindre. Der bliver også bedre plads til den nødvendige bilkørsel, udtaler teknik- og miljøborgmester i København, Line Barfod (EL).
– Derfor indretter vi dedikerede erhvervsparkeringspladser, og med den nye app giver vi de erhvervsdrivende en hjælpende hånd, så de nemmere kan finde vej til ledige erhvervsparkeringspladser rundt om i byen.
Appen er en del af en ny forsøgsordning, hvor der er installeret små sensorer på byens erhvervsparkeringspladser. Sensorerne registrerer, om der holder en bil og giver besked til appen, hvor man så kan se, om den er ledig eller ej.
Halvdelen af byens erhvervsparkeringspladser er nu synlige i appen, og flere bliver løbende føjet til. Forsøget løber i første omgang i to år.
Appen “Erhvervsparkering København” kan hentes gratis i henholdsvis Appstore og Google Play butik.