I sommeren 2023 godkendte byrådet i Skanderborg Kommune programoplægget for ny daginstitution i Stilling.
Der er afsat 45,6 millioner kroner til projektet, som også omfatter nye boldbaner, og hele anlægsbevillingen er nu frigivet. Det blev den på et byrådsmøde den 28. februar.
– I Stilling er der pres på vores dagtilbud, og det er glædeligt, at vi skal bygge et nyt. Her bliver plads til 120 børn – i første omgang fordelt med 30 vuggestuebørn og 90 børnehavebørn. Men det bliver selvfølgelig indrettet fleksibelt, så der kan ændres lidt i fordelingen af børnene i huset, sagde formand for Børne- og Ungdomsudvalget, Trine Frengler (S), på byrådsmødet.
– Der er også forberedt til en eventuel udvidelse med modul, hvis behovet skulle opstå, sagde hun videre.
Læs også: Ny børnehave i Virring på vej i udbud
Børnehaven opføres i røde genbrugsmursten fra nærområdet. Mange af stenene vil komme fra kommunens egne bygninger på Hylkevej 22, Ellemosen 11 og Ellemosen 13.
Bebyggelsen disponeres som to længehuse, der bindes sammen af en tværgående midterbygning.
Der er afsat 36 millioner kroner til selve byggeriet, mens der er 9,6 millioner kr. til etablering af nye boldbaner.
Rum Arkitekter har i samarbejde med Vita Ingeniører udarbejdet et projektforslag.
Den forventede tidsplan for byggeriet
- Juni 2023 – september 2023: Udbud i totalrådgivning
- September 2023 – februar 2024: Forslagsfase og politisk behandling
- Februar 2024 – juni 2024: Projektering
- Juni 2024: Udbud af byggeopgaven
- August 2024: Forventet byggestart
- Oktober 2025: Forventet ibrugtagning.
Kilde: Skanderborg Kommune.