Ny by i Kildedal bygges på fællesskaber

Selvom første spadestik først bliver taget i 2024, står det allerede nu klart beskrevet, hvordan det skal være at leve, bo og arbejde i Kildedal By.

Fællesskaber og fælles mødesteder bliver omdrejningspunkt for udviklingen af Kildedal By i Ballerup. Det skriver udviklingsselskabet bag den nye by, Kildedal P/S, i en pressemeddelelse.

Gennem byen løber Kildedalen, der vil fungere som byens fælles park og naturens hovedvej i Kildedal By. I byen etableres blandt andet et udekøkken, reparationsværksteder, og et udsigtstårn.

De fælles faciliteter indgår alle i Bylivsplanen, hvor der lægges vægt på at få bylivet i Kildedal By til at blomstre, mens byen udvikles frem mod 2035.

– En by og et godt sted at leve er meget mere end en byggegrund i den rigtige størrelse. I Kildedal By begynder vi med at investere i naturen og i faciliteter og fællesskaber for de mennesker, der skal bo sammen. Når vi skaber rammerne om det gode liv så tidligt, er fundamentet på plads, allerede inden vi tager de første spadestik. Jeg kan næsten ikke vente til den dag, vi mødes til den første fællesspisning i Kildedal By, udtaler Siv Raun Andersen, by- og bæredygtighedschef i Kildedal P/S.

Bylivsplanen tager ifølge Kildedal P/S fat i de forskellige delområder i Kildedal By og beskriver, hvordan de hver især bidrager til fællesskaberne, en natur i balance og muligheden for at leve et sundt liv.

LÆS OGSÅ: ARKITEKTKONKURRENCE OM NY BØRNEHAVE I KILDEDAL PÅ VEJ

I Kildedal By bliver fællesskab og de fælles funktioner, der fremmer fællesskabet, tænkt ind allerede længe inden første spadestik. Visualisering: Kildedal P/S.
I Kildedal By bliver fællesskab og de fælles funktioner, der fremmer fællesskabet, tænkt ind allerede længe inden første spadestik. Visualisering: Kildedal P/S.

Samtidig præciserer planen, at de kommende bygherrer skal reservere 1 procent af deres arealer til fælles funktioner og betale til et fælles kunstprogram.

Desuden bliver der ansat to byværter, der skal sætte fælles aktiviteter i gang og sikre, at fællesfunktionerne fungerer og bliver vedligeholdt. Byværterne er en del af en overordnet fælles grundejerforening for hele Kildedal By, som skal stå for driften af fysiske anlæg, kultur og bæredygtighed.

– Vi tror på, at rigtig mange ting vil ske af sig selv, ganske enkelt fordi faciliteterne er der. Men værterne får en vigtig rolle i at skabe de bedste betingelser for byens pionerer, så deres idéer kan komme flest muligt til gavn, siger Siv Raun Andersen.

Virksomheder er en del af bylivet

Fuldt færdigbygget vil Kildedal By have godt 2.000 boliger og 5.000 arbejdspladser indenfor især life science og videnstunge erhverv.

De mange arbejdspladser skal ikke ligge døde hen efter fyraften, men tværtimod kunne bruges aktivt af beboerne, dels for at udnytte ressourcerne bedst muligt, dels for at sikre liv i byen.

– Det er bedre for kloden, når vi deles om ressourcerne. Samtidig fremmer vi fællesskaberne, når vi deler funktionerne mellem os – også på tværs af virksomheder og boliger. Det tror vi på, vil være attraktivt for både kommende beboere og arbejdspladser. Kildedal By skaber rammerne om et sundt liv, hvor vi gør det enkelt at være en del af fællesskabet og svært at være ensom, slutter projektdirektør for Kildedal P/S Tim E. Halvorsen.