Ny direktør ser positivt på skiftende markedssituation

Det er et år siden, at Cembrit blev til Swisspearl. Selvom året har været udfordrende for branchen, ser ny direktør positivt på fremtiden.

For ét år siden skiftede den danske byggematerialeleverandør Cembrit navn til Swisspearl og blev dermed for alvor en integreret del af den internationale fibercementkoncern.

I oktober sidste år trådte den ny administrerende direktør, Jens Norddal, så ind ad døren. Han har fra første dag skulle navigere i et marked præget af stigende usikkerhed.

Trods sin relativt korte tid i virksomheden glæder han sig over, at Swisspearl er godt klædt på til at modstå skiftende konjunkturer i branchen.

Det skriver byggematerialeleverandøren i en pressemeddelelse.

– Det er ingen hemmelig, at de seneste år har været udfordrende for byggebranchen med dalende aktivitetsniveau som følge af særligt renteudviklingen. Det har også påvirket vores forretning. Men når det er sagt, kan jeg efter kort tid i virksomheden erfare, at vi har en rigtig god ballast med den tidligere Cembrit-forretnings stærke forankring i norden og Swisspearl-koncernens position i Centraleuropa. Det har givet os forudsætninger for fortsat at være gældende i det danske marked, som er særdeles vigtig for koncernen, fortæller adm. direktør hos Swisspearl Danmark, Jens Norddal.

Forventer at renovering kommer til at fylde ordrebøgerne
Swisspearl leverer tag- og facadeløsninger i fibercement til både nybyg og renovering. Særligt sidstnævnte forventer man vil vokse i den kommende tid.

Læs også: Testbygning af træ afprøver fremtidens byggematerialer

For i takt med afmatning i nybyggeriet, særligt accelereret af faldende boligbyggerier, er døren åbnet for energi- og renoveringsprojekter, som er et marked, der historisk har haft stor betydning for Swisspearl.

– Behovet for energiforbedringer og renovering forsvinder ikke. Tværtimod forventer vi, at det massive fokus på den grønne omstilling og stigende klimakrav i byggeriet skubber yderligere til renoveringsmarkedet i disse år. Og det glæder vi os over, fordi vores produkter har og altid har haft en stor berettigelse i netop renoveringer, siger Jens Norddal. Han uddyber:

– Det gør også, at vi tør kigge lyst på fremtiden, hvor vi fortsat skal være en førende materialeleverandør på trods af skiftende konjunkturer. Vi skal bevare vores store markedsandele på tag- og vindspærremateriale, mens vi gerne vil løfte vores forretning på facadematerialer, hvor både konkurrencen og vækstpotentialet tilsvarende er stort.

Swisspearl har hovedsæde i Niederurnen i Schweiz. Det danske salgskontor ligger i Aalborg. Swisspearl-koncernen har omring 2.400 medarbejdere og produktion i flere lande.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling