
En ny forskningspulje på 10 millioner kroner fra Realdania skal styrke forståelsen af, hvordan bygninger og byrum former vores trivsel, sundhed og sociale liv.
Det skriver den filantropiske forening i en pressemeddelelse.
Målet er at skabe mere viden, som kan bruges direkte i udviklingen af fremtidens arkitektur.
Realdania vil støtte forskningsprojekter, der undersøger sammenhængen mellem fysiske rammer og livskvalitet.
Behovet for ny viden står klart efter Realdanias store undersøgelse af danskernes livskvalitet, hvor 122.000 borgere deltog. Den viste, at tilfredsheden med boligen forklarer omkring en femtedel af den samlede livskvalitet, og at sociale relationer betyder endnu mere. Netop de relationer formes ofte af de bygninger og byrum, vi færdes i.
– Vi skal blive langt bedre til at forstå og udnytte arkitekturens muligheder, for hver eneste dag påvirker den vores sanser, adfærd, sociale relationer og sundhed. Vi ved, at arkitektur kan gøre en markant forskel for os, men det kræver, at vi tager arkitekturen alvorligt og får mere viden, udtaler Stine Lea Jacobi, filantropidirektør i Realdania.
Derfor skal forskere fra blandt andet arkitektur, neurologi, sociologi og psykologi samarbejde om tre til fire projekter, som får støtte fra puljen.
Realdania ønsker, at projekterne ikke kun skaber ny viden, men også gør den lettere at bruge i praksis. Forskere og fagfolk vil derfor indgå i et vidensværksted, hvor erfaringer løbende deles.
Når projekterne afsluttes, bliver resultaterne frit tilgængelige, så hele byggebranchen kan anvende dem i udviklingen af mere menneskevenlige miljøer.
Ansøgningsfristen til forskningspuljen er den 18. marts 2026, og de udvalgte projekter offentliggøres i juni samme år.
Realdania afholder desuden et webinar i januar, hvor interesserede kan høre mere om indsatsen.
Om forskningspuljen for arkitektur og livskvalitet
- Realdania har afsat i alt 10 millioner kroner til forskningspuljen og forventer at støtte tre-fire projekter med op til 3 millioner kroner til hvert projekt.
- De støttede projekter skal skabe ny viden om, hvordan arkitektur og fysiske rammer påvirker vores livskvalitet, trivsel og sociale relationer.
- Alle danske vidensinstitutioner kan søge, men ikke alene. Ansøgninger skal indgå i et tværfagligt samarbejde, som kan inkludere for eksempel arkitektfaglige miljøer, neurologi, sociologi og psykologi.
- Alle interesserede kan deltage i et webinar om puljen 22. januar 2026 med tilmelding på realdania.dk.
- Forskningspuljen hører under Realdanias dagsorden “Arkitekturens muligheder” og fokusområdet “Værksted for arkitektur og livskvalitet”, hvor Realdania har afsat 30 millioner kroner til at fremme viden om og systematisk at undersøge, hvordan arkitektur kan bidrage til højere livskvalitet.
Kilde: Realdania.






















