Ny projektleder skal udvikle bevaringsværdig bygning

Ny projektleder har to år til at skabe et samlingspunkt for lokale, besøgende og turister i bevaringsværdig bygning på 1.800 kvadratmeter.

Havnen i Nykøbing Falster er under forandring. Erhvervshavnen strækker sig ifølge en pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune over 1,4 kilometer, hvor en ny bydel med boliger, grønne områder, og adgang til vandet skal udvikles.

Nogle af de bevaringsværdige bygninger skal have nye anvendelsesmuligheder, og indgå som en del af den nye bydel.

Én af de bygninger er Markedshallen, som ligger i den sydlige del af havnen, og hen over foråret blev hele grundlaget for udviklingen af den bevaringsværdige bygning skabt gennem en større inddragelsesproces.

En visionsgruppe bestående af erhvervslivet, foreninger, frivillige, institutioner, en ungegruppe og ildsjæle udarbejdede det samlede koncept for Markedshallen, og det hallen skal udvikle sig til.

Læs også: Idéer til udvikling af gammel bygning i Nykøbing Falster efterlyses

For at få sat ekstra skub i Visionsgruppens mange ideer, har Erhverv og Udviklingsudvalget godkendt en bevilling til ansættelsen af en projektleder, der skal virkeliggøre Visionsgruppens arbejde.

– Vi er glade for at der kommer en dedikeret person ind og løfter det store arbejde med at genskabe og videreudvikle Markedshallen, som igen skal blive et centralt samlingspunkt for både lokale, besøgende og turister, udtaler formand for Erhverv og Udviklingsudvalget, John Brædder fra Guldborgsundlisten.

Projektlederen, der skal stå i spidsen for udviklingen af Markedshallen er Tanja Beckmann Sørensen, som er ansat i Guldborgsund Kommune og har arbejdet med blandt andet bosætning og frivillige. Derudover har hun tidligere været ansat i Nordisk Ministerråd, hvor hun har varetaget som afdelingskoordinator har arbejdet med børn, unge, ligestilling og LGBTI samt økonomi. Sideløbende med sit arbejde i kommunen er hun i gang med en Master i Social Bæredygtighed.

– Vi starter helt fra grunden i en lille bygning foran Markedshallen, hvor vi er ved at få tændt for strøm, vand og varme, udtaler projektleder for Markedshallen Tanja Beckmann Sørensen.

– Det er helt perfekt, for her kan vi bygge vores egen identitet op og samtidig videreudvikle på det fantastiske grundlag, som Visionsgruppen har udarbejdet. Vi skal have Markedshallen til at summe af liv, og skabe et sted hvor der er plads til alle og mulighed for at skabe events, virksomheder og fællesskaber.

Visionen for Markedshallen

Visionsgruppens vision for Markedshallen er ”vi styrker og dyrker det fælles”, og herunder er der skabt fire overordnede temaer:

  • Indtryk, udtryk og aftryk; kreativitet, håndværk og iværksætteri
  • Fra vi er små til vi er ældre; trivsel hele livet, familier, unge og ældre
  • Alt fra jord til bord; dyrke, spise, drikke
  • Rør dig og bliv rørt; aktivitet, bevægelse og sammenhold

Det er disse temaer, der skal være omdrejningspunktet for udviklingen af det nye samlingssted.


Om Markedshallen

Markedshallen er en bevaringsværdig bygning, og målet er at den skal istandsættes og tilbageføres til sit oprindelige udtryk, og det er blandt andet ansøgninger til fonde, der bliver én af de første opgaver der ligger klar.

Finansieringen af en projektleder for Markedshallen løber hen over to år, hvorefter stedet skal være selvfinansierende og fungere selvstændigt.

Markedshallen ligger på Fejøgade i den sydlige del af erhvervshavnen i Nykøbing Falster. Den er bygget i 1916 og har et areal på knap 1.800 kvadratmeter.

I foråret 2024 udarbejdede en gruppe bestående af erhvervslivet, foreninger, frivillige, institutioner, en ungegruppe og ildsjæle det samlede koncept for udviklingen af Markedshallen. Hele rapporten fra Visionsgruppens arbejde, som blev gennemført af konsulentfirmaet Volcano, kan læses lige her.

Hele erhvervshavnen i Nykøbing Falster skal over de næste 10-15 år omdannes fra erhvervshavn til en ny bydel med grønne områder, nye boliger og adgang til vandet.

Kilde: Guldborgsund Kommune

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling