Ny Rema 1000 på Egedesvej i Køge Nord er godkendt

På hjørnet af Egedesvej og Værkstedsvej i Køge Nord bygger Rema 1000 en ny dagligvarebutik. Lokalplanen er vedtaget af politikerne i byrådet.

Beboerne i kvarteret omkring Nyelandsvej og Egedesvej kan se frem til at kunne gøre deres indkøb i en helt lokal dagligvarebutik.

Byrådet i Køge Kommune har nemlig vedtaget en ny lokalplan, der giver plads til en dagligvarebutik på en del af hjørnet af Egedesvej og Værkstedsvej i Køge Nord. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

– Nu er vejen ren planmæssigt banet for, at der kan etableres en ny dagligvarebutik til glæde for de mange beboere i området i Køge Nord. Med planen sikrer vi samtidig en pæn bebyggelse, der falder godt ind med omgivelserne, så jeg ser frem til at se resultatet i form af en faktisk butik, siger Køges borgmester Marie Stærke (S).

Ifølge de offentlige registre ejes grunden af anpartsselskabet The Whole Estate ved Henrik Winther Olsen, men lokalplanen afslører, at det er Rema 1000, der står bag den nye butik.

LÆS OGSÅ: REJSEGILDE PÅ 145 RÆKKEHUSE I KØGE NORD

Planen giver mulighed for en dagligvarebutik på 1.200 kvadratmeter, hvilket er standardstørrelsen for den ekspansive norske discountkæde.

Butikken må opføres i 2,5 etager, og der udlægges desuden areal til cirka 60 parkeringspladser samt til cykelparkering på den godt 5.100 kvadratmeter store grund.

Den nye lokalplan sikrer samtidig, at bebyggelsen fremstår harmonisk mod omgivelserne i forhold til valg af arkitektur og materialer. Parkeringsarealet skal omkranses og tilplantes, så afgrænsningen mod Egedesvej fremstår med et grønt plantebælte, der fortsætter det eksisterende grønne bælte langs vejen, skriver Køge Kommune.

Vejadgangene til lokalplanområdet vil blive etableret fra Værkstedsvej, oplyser kommunen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling