Det går hurtigt i Himmerland Boligforenings afdeling Enggården i Skørping, hvor der for 15 millioner kroner bliver bygget ni nye rækkehuse.
Med Jorton som totalentreprenør var der første spadestik på de nye rækkehuse i slutningen af september 2024, og den 3. marts 2025 blev der holdt rejsegilde.
Det oplyser boligforeningen i en pressemeddelelse.
– Der er god fremdrift i tingene og forløber sidste del af projektet på samme måde som indtil nu, er det realistisk, at de første beboere kan flytte ind på den anden side sommerferien, siger direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.
Udbygningen af Enggården er resultatet af et længe næret ønske om at kunne efterkomme en betydelig efterspørgsel efter at bo til leje i det centrale Skørping.
– Vi fik mulighed for at udvide afdelingen, fordi vi kunne rive en fraflyttet børnehavebygning ned og dermed skabe plads til ni nye boliger på knap 90 kvadratmeter hver, der bliver opført i rækkehuse på ét plan, udtaler Ole Nielsen.
Rejsegildet er dog langtfra den eneste aktivitet for boligforeningen, når det kommer til Enggården.
Aktuelt er man nemlig i gang med ud- og indvendig renovering af de eksisterende 35 toetagers rækkehuse, der er opført for et halvt århundrede siden. De trænger efterhånden til en ganske stor kærlig hånd og det er præcis, hvad der nu sker.
Nybyggeri og renovering af Enggården i Skørping er ét af efterhånden mangfoldige eksempler på, at Himmerland Boligforening etablerer stadig flere boliger uden for Aalborg.
– For nylig blev vi færdige med otte rækkehuse i Fjellerad og netop nu er vi i gang med at opføre 33 lejligheder og 10 rækkehuse på Rytters Plads i Skørping. Dertil kommer 24 boliger på Fenris Allé i Svenstrup og næsten 50 lejligheder i Frejlev – og går det, som vi gerne vil, kan vi også inden længe tage fat på opførelsen af 14 rækkehuse på St. Restrup Fælled, fortæller Ole Nielsen.
Han ser alle de nævnte projekter som gode eksempler på, at der er en stigende interesse for kombinationen af at bo alment og at etablere sig uden for de centrale byområder.