I Nørre Vilstrup ved Vejle er et nyt boligområde på tegnebrættet.
I Nørre Vilstrup ved Vejle er et nyt boligområde på tegnebrættet.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

I den østlige del af Nørre Vilstrup umiddelbart vest for Vejle er der planer om et nyt boligområde.

På baggrund af et ønske fra en række lodsejere har Vejle Kommune i kommuneplanen udlagt et rammeområde, og forvaltningen foreslår nu, at der igangsættes en lokalplan baseret på en ny helhedsplan for området. Sagen skal behandles af politikerne i økonomiudvalget den 19. maj.

Den kommende udvikling skal tage højde for det kuperede landskab, eksisterende natur og ønsket om at skabe et sammenhængende boligområde med stærke fællesskaber og god adgang til naturen.

Arealet for første etape udgør cirka 7,7 hektar og ligger lige øst for Nørre Vilstrup. Området er i dag præget af markdrift samt enkelte boliger og erhverv og herunder en aktiv smedeforretning.

Helhedsplanen arbejder med to delområder, hvor det første omfatter cirka 6 hektar og det andet cirka 1,7 hektar. Delområderne kan udvikles uafhængigt, men delområde 1 er en forudsætning for det andet, da stamvejen placeres her.

Planen lægger op til blandede boligformer i delområde 1 med op mod 40 boliger fordelt på parcelhuse og tæt-lav bebyggelse. Afhængigt af udnyttelsen kan antallet af boliger variere fra cirka 28 parcelhuse til op mod 56 tæt-lav boliger. Delområde 2 forventes at rumme omkring en halv hektar til byudvikling og rummer potentiale for fremtidige fællesfunktioner såsom offentlig service, butik eller bofællesskab.

Det kuperede terræn er en vigtig forudsætning for planlægningen. Vejanlæg og bebyggelse skal tilpasses landskabet, og lavninger skal udnyttes til regnvandshåndtering. Der er en række §3-beskyttede naturområder og søer samt kulturhistoriske elementer som diger og læhegn, der så vidt muligt skal bevares og integreres.

Adgangen til området skal ske fra Sandagervej med mulighed for tilkobling til Ribe Landevej i takt med, at området udvikles. Stamvejen vil være facadeløs, og der planlægges både cykelsti, fortove og et net af rekreative stier, der skal forbinde boligområderne med naturen og det eksisterende Nørre Vilstrup.

Visionen for Vilstrup Bakker, som området kaldes, er at skabe et boligområde med forskellige boformer og fællesskaber i mindre bebyggelsesenklaver, hvor arkitekturen tilpasses både terræn og omgivelser.

Der er lige over 200 indbyggere og 250 husstande i landsbyen, der ligger langs Ribe Landevej.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling