Nyt hotel ved Thorsminde på tegnebrættet

Holstebro Kommune vil søge om tilladelse til, at der kan bygges et nyt hotel ved foden af klitterne i Thorsminde. Desuden skal en surfskole etableres.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Holstebro Kommune søger om tilladelse til, at der kan bygges et nyt hotel og en ny surfskole i Thorsminde. Foto og illustration: Holstebro Kommune.
Holstebro Kommune søger om tilladelse til, at der kan bygges et nyt hotel og en ny surfskole i Thorsminde. Foto og illustration: Holstebro Kommune.

Holstebro Kommune vil sende en ansøgning til By-, Land- og Kirkeministeriet i håb om at få tilladelse til at bygge et nyt hotel i Thorsminde.

Det skal bygges for foden af klitterne direkte ud til Vesterhavet. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

– Der har tidligere været interesse for Thorsminde, men dér har placeringerne ikke været interessante nok for investorerne. Får vi dispensation, er der her en mulighed for en investor, fordi der er et forretningsgrundlag, siger Søren Landkildehus, der er erhvervs- og arbejdsmarkedschef i Holstebro Kommune, til avisen.

Holstebro Kommune har udarbejdet en “business case” for hotellet, som forventes at blive en god forretning fra start. Det fremgår af ansøgningen.

Kommunen tager udgangspunkt i et hotel i Thorsminde med 30 værelser på hver især 40 kvadratmeter og 1.000 kvadratmeter fællesfaciliteter samt 20 tilhørende lejligheder.

LÆS OGSÅ: VESTJYSK BADEHOTEL ER SOLGT

Anlægsinvesteringen for selve hotellet er anslået til 48 millioner kroner, og hotellet forventes i det første år, hvor det er i drift, at få et overskud på knap 4 millioner kroner før renter og afdrag. Overskuddet forventes at stige til knap 5,8 millioner kroner over de efterfølgende 20 år.

Skitse af det planlagte hotel for foden af klitterne i Thorsminde. Illustration: Holstebro Kommune.
Skitse af det planlagte hotel for foden af klitterne i Thorsminde. Illustration: Holstebro Kommune.

Forsøgsordningen for kyst- og naturturisme giver mulighed for at fravige nogle af planlovens regler for kystnærhedszonen og for at få dispensation fra klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjen.

Og det er den ordning, som kommunen forsøger at komme ind under.

Af projektmaterialet fremgår det, at det 1.200 kvadratmeter store hotel “henter sin inspiration fra de traditionelle, vestjyske klitgårde fra 1800-tallet”. Kommunen arbejder da også med navnet “Klitgården”.

Foruden hotellet omfatter det samlede projekt også en surfskole, som placeres ved Nissum Fjord mod øst.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling