Et flertal af politikerne i byrådet i Skanderborg Kommune har sendt et lokalplanforslag for en ejendom på en 11.450 kvadratmeter stor grund på Brunhøjvej 8-10 i Ry i offentlig høring.
På grunden ligger en gammel bygning, hvor der tidligere har været bogtrykkeri.
– Det er i hvert fald lang tid siden, det har været i funktion, og det har henlagt til alle mulige forskellige aktiviteter, og måske også stået tomt i lang tid, sagde formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget, Claus Leick (SF), på byrådsmødet den 29. januar.
Læs også: Nordstern skal bygge ny skole i Ry
Han var dog blandt de politikere, der stemte imod at sende lokalplanen i offentlig høring.
Han mener, at det vil være passende med nybyggeri i op til højst tre etager, hvor lokalplanen skal give mulighed for 8.850 kvadratmeter byggeri i tre-fire etager.
Efter planen skal der bygges 90-100 boliger af varierende størrelse, så den nye bebyggelse vil rumme lejligheder på mellem 60 og 100 kvadratmeter i et-to plan. Der vil fortrinsvis blive tale om mindre lejligheder.
Den eksisterende bygning på Brunhøjvej 10 vil blive fjernet for at gøre plads til de nye boliger, mens bygningen på Brunhøjvej 8 i første omgang får lov til at blive stående.
Læs også: Skanderborg Kommune bygger for over 860 millioner
Planerne sendes nu i offentlig høring. Høringsperioden varer seks uger, og efterfølgende vil byrådet tage stilling til de indkomne høringssvar, skriver Skanderborg Kommune.
Hvis alt går efter planen, forventes de endelige planer at blive vedtaget i midten af 2025, og de nye boliger vil være klar til indflytning i 2026, lyder det fra kommunen.
Bag boligprojektet, som efterhånden har flere år på bagen, står Bo Lynggaard og Flemming Gøtze gennem selskabet Ry Byudvikling, som i 2020 købte ejendommen på Brunhøjvej 10 for 7 millioner kroner.