Over 200 boliger på tegnebrættet i lille vækstby

Der lægges op til, at der kan bygges over 200 boliger i form af lejligheder, rækkehuse og parcelhuse i satellitbyen, hvor også en ny børnehave kan være på vej.

Siden 2014 er Vodskov vokset med knap 470 borgere, så satellitbyen nordøst for Nørresundby nærmer sig 5.000 indbyggere.

Den tidligere stationsby kan nu få nu et planmæssigt rygstød frem mod den milepæl.

Efter flere års tilløb har i byrådet i Aalborg Kommune valgt at sende et lokalplanforslag og et kommuneplantillæg samt en miljørapport for et nyt boligområde i den sydvestlige del af Vodskov i otte ugers offentlig høring.

I 2018 vedtog politikerne i Aalborg en byudviklingsplan for byen, hvor målet er at planlægge for et varieret udbud af boliger.

På byrådsmødet den 10. marts kunne by- og landskabsrådmand Jan Nymark Rose Thaysen (V) oplyse, at kommunen egentligt havde udpeget nogle kommunale arealer til byudvikling, men de kunne ikke udvikles på grund af støj fra Flyvestation Aalborg.

– Der sker jo meget i Vodskov, sagde by- og landskabsrådmanden på byrådsmødet og påpegede, at byen har en  god beliggenhed med både natur og motorvej tæt på.

– Så derfor er der bare et vækstbehov i Vodskov. Og det kan vi lige så godt prøve at komme i møde, og det gør vi jo så ved at sige god for denne lokalplan, eller i hvert fald få den udarbejdet og sendt ud.

Et nyt boligområde i Vodskov er på tegnebrættet. Illustration: Aalborg Kommune.
Et nyt boligområde i Vodskov er på tegnebrættet. Illustration: Aalborg Kommune.

Lokalplanen omfatter et område på cirka 30 hektar ved Loftbrovej og Langbrokrovej. Området bliver i lokalplanen opdelt i flere delområder.

I det nordlige delområde A skal der bygges parcelhuse på grunde på mellem 800 og 1.200 kvadratmeter med en maksimal bebyggelsesprocent på 30 samt rækkehuse på grunde på mellem 250 og 500 kvadratmeter med en maksimal bebyggelsesprocent på 40.

I det sydvestlige delområde B skal der både bygges lejligheder og rækkehuse. Der må dog højst bygges i to etager. Det forventes, at der i delområdet kan opføres op til 200 boliger fordelt på fem-syv boligenklaver.

Endeligt vil der midt i lokalplanområdet i delområde F kunne bygges en ny børnehave på op til 1.400 kvadratmeter.

Der etableres vejadgang til det nye boligområde med et ekstra ben på den eksisterende rundkørsel ved Loftbrovej og Vodskovvej.

Aalborg Kommune afholdt en fordebat om planerne i foråret 2022. Efterfølgende anmodede en udvikler om at få området udvidet, og derfor blev der afholdt en fornyet fordebat i december 2023.

I forbindelse med den fornyede fordebat modtog Aalborg Kommune blot en enkelt henvendelse fra en borger. Den pågældende borger slog fast, at det er en god idé at få noget fornyelse til Vodskov i form af nye boliger og dermed nye tilflyttere til byen.

Hvis alt forløber gnidningsfrit, forventes det, at lokalplanen vil blive endeligt vedtaget i august 2025.

Det meste af lokalplanområdet er privatejet af forskellige landmænd i området, mens en lille del er ejet af Aalborg Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling