PAB udpeger totalrådgiver til renovering af 280 boliger i Brøndby Strand

PAB har sat navn på den totalrådgiver, der skal bistå med renoveringen af ti boligblokke, der blev opført i starten af 1970’erne.

AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Rådgiverkontrakten blev underskrevet den 25. februar af Jess Sørensen, direktør i Nordic Office of Architecture Danmark og  Kai Dinesen, organisationsbestyrelsesmedlem i PAB. Foto: PR.
Rådgiverkontrakten blev underskrevet den 25. februar af Jess Sørensen, direktør i Nordic Office of Architecture Danmark og  Kai Dinesen, organisationsbestyrelsesmedlem i PAB. Foto: PR.

De karakteristiske lavhuse i Brøndby Strand Parkerne står overfor en totalrenovering.

PAB (Postfunktionærernes Andels-Boligforening) har netop udpeget Nordic Office of Architecture til at være totalrådgiver i forbindelse med renoveringen af de 280 lejemål, der blev opført i starten af 1970’erne.

Det skriver den almene boligorganisation i en pressemeddelelse.

Den 1. marts går rådgiverne i gang med de indledende arbejder og projektering af den omfattende renovering, der inkluderer både bygningernes ydre og indre.

De ti blokke skal have nyt tag, nye facader, vinduer og døre, mens lejlighederne skal have skiftet alle tekniske installationer, have nye gulve, nye badeværelser og potentielt også nye køkkener.

Den fysiske renovering forventes at kunne påbegyndes i starten af 2029 og være afsluttet i slutningen af 2031.

Læs også: Arealudviklingsselskab skal udvikle stort boligområde i Brøndby

– Der er stor tillid i at skulle finde en rådgiver til så stor og kompliceret en sag, og vi tror på, at Nordic Office of Architecture kan løfte opgaven og hjælpe os med at styre godt igennem, udtaler Kai Dinesen, der er medlem af organisationsbestyrelsen i PAB og har været organisationens bindeled i den store udvikling af Brøndby Strand området, der har været i gang i mange år.

Lavhusene i Brøndby Strand er sammen med højhusene tegnet af arkitekten Svend Høgsbro. Foto: PR.
Lavhusene i Brøndby Strand er sammen med højhusene tegnet af arkitekten Svend Høgsbro. Foto: PR.

– Det her er ikke bare “en almindelig” renovering. Først og fremmest er der alle de byggetekniske og arkitektoniske faktorer, der naturligvis skal være helt styr på, men der er også mange menneskehistorier og følelser forbundet med området her. Renoveringen skal derfor foregå i tæt dialog med beboerne i afdelingen og med en forståelse for, at der bor mennesker tæt på, som stadig skal have en hverdag til at fungere, fortsætter Kai Dinesen.

Nordic Office of Architecture er et af de seks rådgiverfirmaer, som FA09 i 2023 indgik en rammeaftale for totalrådgivning med, og her glæder man sig også til det fremtidige samarbejde.

– Det bliver utrolig interessant at arbejde med den markante bebyggelse i Brøndby Strand. Arkitekturen er på én gang rå og meget menneskelig, og vi vil gøre os umage for at kunne bevare alle de fysiske og kulturhistoriske værdier, som byggeriet rummer – samtidig med at vi giver bebyggelsen et tiltrængt løft, udtaler Britt Nemmøe, der er fagansvarlig partner for almene boliger hos Nordic Office of Architecture Danmark.

Læs også: Byggeri af nyt botilbud i Brøndby Strand til over 100 millioner godkendt

Nordic Office of Architecture har års erfaring fra flere lignende sager. Eksempelvis Mjølnerparken på Nørrebro hvor Nordic Office of Architecture har været totalrådgivere helt fra begyndelsen.

En del af en helhed

PAB’s lavhuse deler sig over henholdsvis Tranumparken og Albjergparken i Brøndby Strand. Foto: PR.
PAB’s lavhuse deler sig over henholdsvis Tranumparken og Albjergparken i Brøndby Strand. Foto: PR.

Det er ikke kun PAB’s lavhuse, der skal renoveres. Det er alle lavhusene igennem Brøndby Strand Parkerne, der står overfor renovering.

Nordic Office of Architecture er dog udelukkende udpeget af PAB til at være rådgiver for deres lejemål, mens de tre andre boligorganisationer, der ejer de resterede lavhuse, hyrer deres egne rådgivere. Det vil ligeledes være forskelligt, hvad der skal renoveres i de forskellige boligorganisationers lavhuse.

Renoveringen af lavhusene er en del af den store helhedsplan, som gælder for hele området i Brøndby Strand Parkerne. Udover renoveringen af lavhusene omfatter helhedsplanen også renovering af de tilbagestående syv højhuse samt den nu overståede nedrivning af fem højhuse, der måtte rives ned på grund af for høj pcb-kontaminering.

Foruden Brøndby Strand har PAB også afdelinger i store dele af Storkøbenhavn og omegn. PAB administreres til dagligt af boligorganisationsadministrationen FA09.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling