Erhvervsejendom på Frederiksberg skal erstattes af boligbyggeri. Volumenskitse fra startredegørelsen.
Erhvervsejendom på Frederiksberg skal erstattes af boligbyggeri. Volumenskitse fra startredegørelsen.

Ifølge Frederiksberg Kommune vil ejeren af ejendommen Fuglebakkevej 94 rive den eksisterende erhvervsbygning ved Bispeengbuen ned.

Bygningen er opført i 1989 som Nørrebro Bazar, men efter planen skal den erstattes af boligejendom med lejligheder med et-tre værelser.

Ejendommen ejes ifølge de offentlige registre af Ejendomsselskabet Fuglebakkevej 94, der blandt andet har Martin Linder-Madsen i ejerkredsen. I en startredegørelse nævnes han også som projektudvikler og bygherre sammen med flere andre. Tegnestuen Lokal er ifølge redegørelsen rådgiver på projektet.

Cirka 30 procent af de nye boliger bliver almene boliger, og i den forbindelse er projektudviklerne i konkret dialog med det almene boligselskab FSB, som også ejer naboejendommen Engbakken.

Det nye byggeri bliver ifølge Frederiksberg Kommune på i alt 6.800 kvadratmeter og opføres i fire-otte etager.

“Arkitekturen henter sin inspiration i stedets sammensatte karakter, herunder de industrielle strukturer og varierende bygningshøjder, der også præger området”, skriver kommunen.

Bebyggelsen opføres ifølge kommunen som “særlige boformer”, og målgruppen er eksempelvis “young professionals, studerende, singler, kærestepar, vennepar og den lille børnefamilie”.

Frederiksberg Kommune forventer, at lokalplanen for projektet kan blive endeligt vedtaget i september 2024.