Præmierede ungdomsboliger med brandsikker udsigt

I 1936 indviede Electrolux et nyt domicil på Nørrebro. Senere fungerede bygningen på Hermodsgade som skole, og i dag er den omdannet til ungdomsboliger.

Med en høj bevaringsværdi skal man i hele værdikæden gå til en renoveringsopgaven med stor nænsomhed.

Det gjorde arkitekterne hos Holscher Norberg sammen med de valgte udførere og materialeproducenter, da de gik i gang med at projektere omdannelsen af det tidligere Electrolux-domicil og den mangeårige skole på Hermodsgade 26-28 i København til 189 tidssvarende ungdomsboliger.

Det skriver Aluflam i en pressemeddelelse.

Bygningen er oprindeligt tegnet af Arkitekterne Leth & Walsøe og opført i 1936. Der er tale om funkisstil med buet facade, der følger den gamle gades forløb på Nørrebro.

De svungne former er forlænget i højden og danner konturen på den udvidelse, Holscher Nordberg har tilføjet.

– Bygningen består af tre nye etager med facadebeklædning i asketræ og to ældre etager med gyldenbrune tegl. De steder, det har været nødvendigt at reparere den eksisterende ydermur, er det gjort med genbrugte sten, der er fjernet og renset i forbindelse med nedrivning af sydgavlen, fortæller arkitekterne Mikkel Nordberg og Mette Bang Pedersen fra Holscher Nordberg.

Det tidligere Electrolux-domicil på Hermodsgade på Nørrebro i København er blevet omdannet til ungdomsboliger. Foto: PR.
Det tidligere Electrolux-domicil på Hermodsgade på Nørrebro i København er blevet omdannet til ungdomsboliger. Foto: PR.

Særlige krav til facade og lys

Facaden mod Hermodsgade følger gadens kurve og er symmetrisk opbygget med vindueshuller.

Til disse har Roskilde-virksomheden Aluflam udviklet et særligt vindue, der sikrer, at skyggespillet i asketræsfacaden og vinduesrammerne går i harmoni med hinanden.

– Boligerne er relativt små. Derfor har vi til projektet udviklet meget smalle profiler, der sikrer størst muligt lys ind i boligen, mens det udadtil er træfacaden, der visuelt taler tydeligst. Det gælder både vinduer, altandøre og karnapper, som de unge kan anvende til at sidde og læse i, fortæller administrerende direktør Peter Birck fra Aluflam.

I den øverste del af bygningen er steellook-vinduesrammerne således i natureloxeret aluminium, mens de nederst er i sorte, så de er i samspil med teglfacaden.

Fokus på brandsikkerhed

Det tidligere Electrolux-domicil på Hermodsgade på Nørrebro i København er blevet omdannet til ungdomsboliger. Foto: PR.
Det tidligere Electrolux-domicil på Hermodsgade på Nørrebro i København er blevet omdannet til ungdomsboliger. Foto: PR.

I Holscher Nordbergs transformation er sydgavlen blevet åbnet for at sikre mere dagslys i det grønne gårdrum og til de omkringliggende boliger.

De tilføjede etager spænder ud over gårdrummet som en bro og bidrager til en fordobling af det samlede areal på i alt 5.800 kvadratmeter.

For at leve op til sikkerhedskravene er træfacaderne, der supplerer den eksisterende murede facade, blevet brandtestet flere gange. Det samme er de facade- og vinduespartier, som Aluflam har produceret på sin egen fabrik i brandklasse EI 120.

Ungdomsboligerne blev indviet i 2021, og allerede året efter blev ungdomsboligerne nomineret til Renoverprisen, der i 2013 blev stiftet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond.

Projektet er også blevet nomineret til ”Byens Bedste” i Berlingske og er senest i 2023 blevet præmieret af Københavns Kommune med anerkendelse for ”smukt gennemført byggeri”.