Pihl & Søn har gennem de seneste år været involveret i store prestigeprojekter som byggeriet af Nordø i Nordhavn, højhuse i Carlsberg Byen og Frederiksbro i Hillerød.
De store projekter skal fortsat være en del af totalentreprenørens bagkatalog, men i en pressemeddelelse åbner administrerende direktør Frank Aarslew-Jensen samtidig op for, at Pihl & Søn fremadrettet skal investere yderligere i markedet for de mindre og mellemstore entrepriser.
– Vi har stor erfaring med denne type entrepriser og ved, at vi har den nødvendige viden, agilitet og kompetencer til at realisere dem. Vi kigger ind i et konkurrencetungt marked for mindre projekter, men det er med viden om, at vi kan levere den høje kvalitet, som vi er kendt for på de store entrepriser, udtaler Frank Aarslew-Jensen.
Læs også: Pihlkonsortiet skal færdigbygge Køge Idrætspark
I 2023 faldt boliginvesteringerne ifølge Dansk Industri med 10,2 procent, og det har smittet af på første halvår af 2024. Udviklingen har betydet større konkurrence om udbuddene og stiller samtidig større krav til entreprenørerne og deres tilpasningsevne, forklarer Frank Aarslew-Jensen.
Han fremhæver i den sammenhæng Pihl & Søns evne til at favne bredt og løfte projekter af forskellige karakterer og kompleksitet.
– I et omskifteligt marked vægter tryghed og tillid højest hos bygherrerne, og det er den, vi lever af. Én ting er, at vi kan stille med branchens dygtigste fagfolk, vi har også de gennemprøvede processer, der sikrer den effektive projektstyring, ligesom vi tager ansvaret for den samlede projekterings- og byggeproces, udtaler Frank Aarslew-Jensen.
– Vi bringer med andre ord et efterprøvet setup og konkrete værktøjer til bordet, der kan skaleres alt efter den opgave, vi står over for. Det tror jeg, mange bygherrer efterspørger på et svært marked.
Entreprenør og samfundsaktør
Det er glæden ved at skabe, der driver værket hos Pihl & Søn, fortæller Frank Aarslew-Jensen. Og det sker på ryggen af et samfundsansvar, Pihl & Søn har pålagt sig selv over for deres eget og byggeriets indvirkning på samfund og miljø.
Læs også: Boliger i højhus er udsolgt et år før indflytning
Ansvaret gælder prestigeprojekterne såvel som de mindre og mellemstore projekter, hvor blandt andet opførelsen af friplejehjemmet Magdalene Mariehjemmet i Sorø er i gang med at blive DGNB-certificeret mens nye lejeboliger på Teglholmen Brygge har opnået certificeringen.
– Vi opfatter os i høj grad som en samfundsaktør og en betroet samarbejdspartner, og så er det ikke tilstrækkeligt at arbejde med gode hensigter. Der skal konkret handling til, og derfor har vi udviklet en bæredygtighedsstrategi, der er definerende for de beslutninger, vi træffer. Overliggeren er, at vi skal bidrage til at reducere vores og branchens CO2-aftryk, siger Frank Aarslew-Jensen.