Plan for 2.700 boliger ved Gigantium er godkendt

Politikerne i Aalborg har endeligt godkendt en rammelokalplan for et nyt boligområde ved Gigantium. Udviklingen af området forventes nu at tage fart.

Politikerne i byrådet i Aalborg vedtog den 24. april en rammelokalplan for et godt 34 hektar stort areal mellem Universitetsboulevarden og Alfred Nobels Vej.

Området ligger syd og øst for Gigantium og er stort set ubebygget. Eneste undtagelse er Fakta-butikken, der ligger i områdets sydøstlige hjørne.

Einsteins Boulevard og Bertil Ohlins Vej skærer sig tværs igennem området. Bertil Ohlins Vej bliver en del af Plusbustraceet og der bliver to stop i direkte sammenhæng med planområdet: En station syd for Gigantium og en station ved Pontoppidanstræde sydøst for lokalplanområdet.

Skal man tro Aalborg kommune, varer det ikke længe, inden kranerne indtager området, og de første byggeprojekter med boliger skyder i vejret i den nye bydel, der er døbt Universitetskvarteret.

“Det må forventes, at realiseringen af planen går så stærkt, at der allerede ligger en udgift ultimo 2023”, lyder det i et notat fra kommunen med henvisning til, at alt i alt ligger udgifter på godt 39 millioner kroner i vente med henblik på at gøre infrastrukturen i området klar til de mange boliger.

Blandt grundejerne i området er Ceraco ved Carl Ejler Rasmussen. Selskabet har længe har haft et projekt med 260 boliger i området på tegnebrættet.

Området ejes af derudover af Søren Enggaard og A. Enggaard samt Ejendomsselskabet Tranderslund ved Dennis Michael Aabo Sørensen og Glennie Aabo Sørensen.

Grundejerne har måttet væbne sig med tålmodighed, hvilket blandt andet skyldes, at der i processen er kommet en indsigelse fra Vejdirektoratet, idet området ligger tæt på motorvejen.

– Det var noget støj-problematik, som de mener, at vi ikke havde håndteret ordentligt. Det skabte lige lidt travlhed ovre hos os, fordi modsat har vi også nogle, der rigtigt gerne vil i gang i området. Så fik vi pillet den nordlige del op mod Universitetsboulevarden ud, sagde by- og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V) på byrådsmødet, hvor rammelokalplanen blev vedtaget.

Her kunne han videre kunne oplyse, at Vejdirektoratet derefter har frafaldet deres indsigelse på grund af ændringer i planen.

Omkring 2.700 boliger på tegnebrættet

En blå-grøn kile vil skære sig gennem Universitetskvarteret ved Gigantium. Illustration fra lokalplanen / Aalborg Kommune.
En blå-grøn kile vil skære sig gennem Universitetskvarteret ved Gigantium. Illustration fra lokalplanen / Aalborg Kommune.

Lokalplanen skal gøre det muligt at omdanne området “til et fremtidigt byområde og en grøn bydel med kvaliteter fra både forstadens grønne boligveje og byens etageboligkarréer”, som det fremgår af planteksten.

Rammelokalplanen er desuden byggeretsgivende for dele af udviklingsområdet, som fuldt udviklet vil få 3-4.000 indbyggere.

Det forventes, at der vil blive bygget omkring 2.700 boliger i området. Dertil kommer i mindre omfang, erhverv, institutioner og butikker. Skal man tro jungletrommerne er der blandt andet en ny fastfood-restaurant på vej ved en af rundkørslerne i området.

Der forventes at blive etableret endnu en dagligvarebutik i området tæt på den eksisterende Fakta-butik. Desuden lægges der op til, at der vil blive etableret en dagligvarebutik ved Gigantium. Sidstnævnte forventes dog ikke at blive nødvendig før efter 2031.

Overordnet kan der bygges i to-fem etager i området. Enkelte steder kan der dog bygges i op til seks etager. Der lægges desuden op til, at der skal plantes mange træer i bydelen, som desuden vil blive gennemskåret af en såkaldt “blå-grøn” kile.

En del af de ubebyggede arealer, der skal udvikles, benyttes aktuelt til parkering i forbindelse med håndbold- og ishockeykampe og andre store arrangementer i Gigantium. I den nye bydel skal halvdelen af de kommende parkeringspladser etableres i parkeringshuse.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling