Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra vestegnskommunen.
Ved Strandmarkens Fritidscenter skal der opføres et helt nyt atletikstadion, en atletikhal og moderne faciliteter til en række andre idrætsgrene og foreninger.
Blandt andet skal der også bygges en idrætshal med tilskuerpladser, der både skal fungere som skolehal for Langhøjskolen og som hal for kommunens idrætsforeninger.
Det giver mulighed for udbygge Hvidovre Stadion, så det lever op til de krav, Divisionsforeningen stiller til et fodboldstadion i Superligaen fra 2028. Det betyder også, at stadion bliver liggende på samme adresse som i dag.
Udvidelsen af Hvidovre Stadion skal finansieres med privat kapital i samarbejde med den profesionelle del af fodboldklubben Hvidovre IF. Der skal således ikke hives penge op af kommunekassen til den del.
Hensigten er at sælge tre områder ved Hvidovre Stadion til byudvikling og ad den vej finansiere etableringen af de nye faciliteter til atletik.
– Med de visioner, vi nu lægger frem for et løft af dele af kommunens idræts- og fritidsfaciliteter, tager vi et stort skridt i en retning, der vil gøre rammerne for vores fællesskab her i Hvidovre endnu bedre, udtaler Hvidovres borgmester, Anders Wolf Andresen (SF).
Han understreger, at de planer, der nu bliver lagt frem, er meget foreløbige skitser, der langtfra er tegnet færdige. Det arbejde skal i gang efter sommerferien, og her vil både idrætsklubber og foreningslivet blive taget med på råd.
Skitserne er vokset ud af en aftale i sidste års budgetforlig om at adskille atletik og fodbold.
Området ved Strandmarkens Fritidscenter skulle egentlig have været brugt til at bygge et nyt plejehjem, men da det stod klart, at der alligevel ikke bliver brug for flere plejehjemspladser, åbnede muligheden sig for at bruge området til noget andet.
Det tredje ben i projektet er anlæggelse af kunstgræsbaner på de eksisterende fodboldbaner ved Hvidovre Stadion, området ved Strandmarkens Fritidscenter samt et areal ved Langhøjskolen i det sydlige Hvidovre.
De nye baner skal trække fodboldklubberne ud af hallerne i vintermånederne og på den måde skabe mere plads til andre sportsgrene i de indendørs faciliteter.
– Jeg er utrolig glad for de planer, vi nu kan lancere, udtaler formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Kenneth Bak (K).
– En ting er eliten, men det er også rigtig vigtigt, at vi sikrer gode rammer for breddeidrætten, så folk i alle aldre her i Hvidovre har mulighed for at leve et sundt og godt liv.
Udover SF og De Konservative bakker også Hvidovrelisten, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne aktuelt op om projektet og tilslutter sig en politisk hensigtserklæring om, at Hvidovres kommunalbestyrelse skal forelægges en beslutning om at igangsætte foranalyser til realisering af visionerne.
Når det har været behandlet i Kommunalbestyrelsen efter sommerferien, skal visionerne konkretiseres i samarbejde med de lokale foreninger og idrætsklubber.
Foreningen Hvidovre Tennis ønsker desuden at anlægge to overdækkede padelbaner ved Hvidovre Stadion. De skal bygges på græsarealet nord for de eksisterende tennishaller ved Hvidovrevej 311D.
Aktuelt er forvaltningen i Hvidovre Kommune i gang med at udarbejde en ny lokalplan, der skal gøre det muligt at realisere planen om de nye padelbaner.