AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Danmarks første BRT-løsning (Bus Rapid Transit) med de knap 25 meter lange el-busser i egen busbane blev en realitet, da Plusbussen den 23. september 2023 rullede ud i Aalborgs gader.

Aalborg blev samtidig den første større danske by, hvor al bybustrafik var omstillet til el.

Ifølge en pressemeddelelse fra Aalborg Kommune har aalborgenserne taget godt imod busserne.

Læs også: Letbanen i hovedstaden bliver forsinket

Især om fredagen er Plusbussen eftertragtet. Mange passagerer står af i midtbyen, og specielt ved sportsarrangementer i Gigantium er busserne fyldte.

Særligt de studerende har taget godt imod Plusbussen. I ugen med studiestart var der flere dage over 14.000 passagerer, selvom det var godt cykelvejr. Den rekord blev slået fredag i uge 37, hvor mere end 15.000 passagerer tog Plusbussen.

Mindsker røg, støj og møg

De i alt 13 Plusbusser, som hver har plads til over 150 passagerer, både larmer og fylder mindre i bybilledet end det tilsvarende antal biler, hvor der ofte kun sidder én person i hver.

Rådmand i Klima og Miljø, Anna Aaen (EL), er da også glad for, at aalborgenserne har taget godt imod Plusbussen. Passagertallene viser nemlig, at Plusbussen er en god og hurtig løsning, når man bevæger sig på tværs af byen.

Læs også: Forhenværende minkavler bag boligprojekt i Vejgaard

– Plusbussen viser, at det både kan og skal være hurtigere og nemmere at tage bussen end bilen. Ikke alene giver busserne mindre røg, støj og møg, end hvis vi alle kører i hver vores bil. Busserne er også for alle – store som små og unge som gamle. De giver frihed til unge, der ikke behøver at have deres forældre til at køre dem til alting. Og frihed til forældre, som ikke behøver at hente og bringe. Kort sagt: Plusbussen er et godt eksempel på, hvordan offentlig transport giver større frihed til os alle, udtaler Anna Aaen.

Foruden Plusbusserne er der 107 bybusser i Aalborg, som kører på el. Det er den største grønne totalomstilling af bybusdrift i Danmark. Kommunens bybusser udleder nu 7.000 tons mindre CO2 om året og er både fossil- og emissionsfri. Det er godt for klimaet og borgernes sundhed.

Næste stop: Hospitalsbyen

Formand for Region Nordjylland, Mads Duedahl (V), ser fordele ved Plusbussen, som rækker ud over kommunegrænsen. Den styrker nemlig de gode forbindelser og understøtter dermed mobiliteten, sammenhængskraften og udviklingen i hele Nordjylland.

Mads Duedahl er især glad for, at ruten nu går helt ud til Hospitalsbyen.

Læs også: Nyt supersygehus i Aalborg sætter dato på indflytning

– Siden slutningen af august har Plusbussen kørt fra universitetet og videre til Hospitalsbyen. Her er arbejdspladserne så småt begyndt at flytte ind, og flere følger i 2025. Ambulante patienter til Diabeteshuset og studerende, som læser sundhedsvidenskab, kan allerede nu tage Plusbussen, udtaler regionsrådsformanden.

Regionsrådsformanden forventer endnu flere passagerer, når sygehuset åbner for patienter i 2026.

Fakta om Plusbussen

  • Plusbussen er med sine knap 25 meter dobbelt så lang som en almindelig el-bus og har plads til 153 passagerer.
  • Ruten fra Væddeløbsbanen i vest via midtbyen til Hospitalsbyen i øst er 12 kilometer. Turen tager cirka 34 minutter.
  • Der er 7,5 minutter mellem Plusbusserne i myldretiden, 10 minutter midt på dagen og 15 minutter om aftenen og i weekenderne.
  • Plusbussen har det første år kørt 719.354 kilometer og har været på gaden i 34.837 timer.

Kilde: Aalborg Kommune.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling