Politikerne i byrådet i Greve Kommune har besluttet at sætte gang i et omfattende arbejde, der skal ændre fremtiden for Askerød og de omkringliggende boligområder i Hundige.
Det skriver kommune i en pressemeddelelse.
Målet er, at området med knap 1.500 beboere skal væk fra regeringens liste over parallelsamfund og udvikles til et attraktivt sted at bo, arbejde og leve.
Askerød hører til Vridsløselille Andelsboligforening, der er en del af Bo-Vest, og helhedsplanen bliver til i et tæt samarbejde mellem Greve Kommune og de to boligorganisationer. Samtidig skal hele Hundige inddrages, så både boliger, erhvervsliv, kulturliv og detailhandel kommer til at spille en rolle i den fremtidige udvikling.
Hvis udviklingen ikke vender, risikerer Askerød fra december 2026 at blive udpeget som omdannelsesområde. Det vil betyde, at en stor del af de almene familieboliger skal fjernes, da lovgivningen kræver, at de højst må udgøre 40 procent af boligmassen i 2030. En sådan udvikling vil få store konsekvenser for både beboere, boligorganisationer og hele lokalområdet.
– Det tager lang tid at udvikle et boligområde, og vi har allerede været i gang i flere år. Nu bliver vi endnu mere ambitiøse, for med helhedsplanen vil vi lave et langsigtet byudviklingsprojekt, som både transformerer Askerød og hele områder omkring boligområdet, udtaler formand for Plan- og Tryghedsudvalget, Marc Genning (V).
– Det bliver et langt sejt træk, som kræver vores fokus og tålmodighed i mange år fremover.
Planen kommer til at dække Askerød, Waves, Gersagerparken og de nærliggende kvarterer. Det betyder, at både boliger, grønne områder, veje, stier, erhverv og kulturtilbud kan blive en del af indsatsen. Samtidig skal beboerne selv spille en aktiv rolle ved at bidrage med ideer til, hvordan området kan forbedres.
Helhedsplanen handler ikke kun om at undgå nedrivninger. Den skal skabe bedre rammer for hverdagslivet i hele Hundige og åbne nye muligheder for både nuværende og kommende beboere.
Greve Kommune og boligorganisationerne har afsat midler til en rådgiver, der skal stå i spidsen for arbejdet. Den færdige plan forventes fremlagt for byrådet i løbet af 2026.
Askerød blev opført i midten af 1970’erne som montagebyggeri i beton. Området består af syv bygninger, børneinstitutioner, fælleshus og grønne fællesarealer. Bebyggelsen rummede oprindeligt omkring 600 lejligheder, men efter en større renovering i begyndelsen af 1990’erne blev der tilføjet ekstra etager, så antallet steg til over 700 lejligheder.
Tidsplan
Fjerde kvartal 2025: Arbejdet med helhedsplanen i samarbejde med Bo-Vest og Vridsløselille Andelsforening starter. Herunder inddragelse af beboerne og relevante aktører i planområdet. Helhedsplan udarbejdes i et samarbejde ml. Greve Kommune, Bo-Vest og Vridsløselille Andelsforening.
Første kvartal 2026: Konkretisering af helhedsplanen (inden den færdiggøres som forslag) fremlægges på et temamøde i Plan- og Tryghedsudvalget. Bo-Vest og Vridsløselille Andelsforening kommer og præsenterer nogle forskellige bud på retning i forhold til helhedsplanen.
Andet kvartal 2026: Forslag til helhedsplanen fremlægges for byrådet samt stillingtagen til økonomi (bruttoanlægsforslag).
Trejde kvartal 2026: Der kan afsættes midler i budget 2027-2030 til anlæg.
Kilde: Greve Kommune.






















