Palads ved Vesterport i København lever måske på lånt tid. Nordisk Film har længe haft et ønske om at rive den ikoniske ejendom på Axeltorv ned, og i november 2022 blev tre forskellige skitseforslag til et nyt projekt på grunden offentliggjort.
Ifølge lokalmediet KøbenhavnLiv smuldrer det politiske fundament under den farverige biografbygning nu.
Gang på gang har de konservative politikere i Borgerrepræsentationen i København stillet sig i vejen for en nedrivning.
Sammen med Alternativet stillede De Konservative et medlemsforslag om at bevare Palads, men det blev nedstemt af et flertal i Borgerrepræsentationen i maj 2023.
Nu har De Konservative tilsyneladende opgivet kampen.
– Vi har faktisk ikke ændret holdning. Vi vil allerhelst bevare Palads som den er. Men problemet er, at det ikke kan lade sig gøre. Vi har afsøgt alle muligheder, og vi har bedt om et paragraf 14-forbud, vi har undersøgt mulighederne for en fredning, og vi har foreslået en bevarende lokalplan, siger Morten Melchiors, der er gruppeformand for Konservative, til KøbenhavnLiv.
Han oplyser videre, at Det Konservative derfor kommer til at stemme for nedrivningsplanerne.
Nordisk Film Biografer har tidligere valgt at droppe et forslag, der var udviklet i samarbejde med tegnestuen BIG, fordi mødte omfattende kritik fra københavnerne.