Der er allerede fuld gang i udviklingen af Postbyen. Den nye bydel midt i København skal foruden Danske Banks kommende hovedsæde med 73.000 kvadratmeter kontorer og 40.000 kvadratmeter parkering og teknik blandt andet rumme fem højhuse med et samlet etageareal på 33.000 kvadratmeter.
Ifølge Berlingske er Danica Pension klar til næste fase af udviklingen af den nye bydel på postgrunden, som pensionsselskabet i marts 2015 købte for 925 millioner kroner med henblik på at udvikle en ny central bydel for fem milliarder kroner.
De fem tårne på mellem 15 og 29 etager vil indeholde 162 lejligheder samt 236 hotellejligheder, der er udviklet af den britiskbaserede hotelgruppe edyn.
– Det skal komplementere det nye Hotel Villa Copenhagen, der også ligger i Postbyen. Hoteller skaber liv alle ugens dage. Så vi har banken, der skaber liv i hverdagene, og hotellerne, der sikrer liv ugen igennem. Hertil kommer boligerne, der vil betyde liv om aftenen og i weekenderne. Vi prøver at skabe et bymiljø, hvor der er liv alle ugens dage, siger Robert V. S. Nellemann, ejendomsudviklingsdirektør i Danica Pension, til Berlingske.
Også et sundhedshus er på tegnebrættet. Desuden opføres et multibrugerhus for små og mellemstore virksomheder. Kontorhuset i Postbyen bliver på 24.000 kvadratmeter og får plads til 1.500 medarbejdere.
Danica Pension er bygherre på projektet, hvor Aarsleff er totalentreprenør på første etape, mens KPC er totalentreprenør på anden etape.
Alle bygninger i Postbyen bliver bæredygtighedscertificeret efter standarderne DGNB og LEED.
Den nye bydel er tegnet af Lundgaard & Tranberg, mens Arkitema varetager detailprojektering og øvrig arkitektrådgivning.
Danica Ejendomme overtog i sin tid en stor bid af området fra Postnord, mens også DSB Ejendomme, Choice Hotels og Banedanmark er blandt grundejerne i den nye bydel, der strækker sig over et areal på 46.800 kvadratmeter.