Med Sweco Architects som rådgiver er Birch GM Ejendomme bygherre og udvikler på et projekt med i alt 155 parcel- og rækkehuse i et nyt boligområde ved Resen i Gødvad i Silkeborg.
Boligerne i området må opføres i op til to etager. Det fremgår af lokalplanen, som blev endeligt vedtaget af et flertal af politikerne i byrådet den 26. februar.
Tidligere har det været planen, at der skulle bygges langt flere boliger i området, men projektet er over flere omgange blevet skåret ned.
– Denne plan har været længe, længe, længe undervejs, og langt om længe er vi kommet i mål, sagde fungerende formand for plan- og vejudvalget, Lars Hansen (SF), på byrådsmødet.
Læs også: Disse danske byer vokser mest
Der var dog ikke fuld opbakning til vedtagelsen af lokalplanen. Imod stemte de to medlemmer af Plan- og Vejudvalget, Jan Beck-Nielsen (DD) og Søren Thomsen (EL).
– Dette lægger op til et alt for stort, trist og måske ærgerligt byggeri et sted, hvor der i virkeligheden slet ikke burde bygges, sagde Jan Beck-Nielsen på byrådsmødet.
Han påpegede, at der i området er udfordringer i forhold til institutionspladser, samt at gennemførelsen af lokalplanen kræver, at der eksproprieres. Desuden slog han fast, at svenskerkvarteret i forvejen er hårdt ramt af trafik, og nu kan se frem til endnu flere biler.
– Men vigtigst af alt så kommer byggeriet til at påvirke miljøet, og det kommer til at påvirke vandet i Nebel Bæk og i Gudenåen, sagde han.
I november 2023 ophævede Planklagenævnet en anden lokalplan i området med henvisning til, at kommunen ikke på et korrekt grundlag har “foretaget en vurdering af, om planvedtagelsen ville kunne være i strid med reglerne om indsatsprogram udstedt med hjemmel i lov om vandplanlægning”.
Ifølge Teknik- og Miljøafdelingen i Silkeborg Kommune vil alt regnvand i den nordlige del af lokalplanområdet dog kunne nedsive, og der vil ikke ske udledning til Nebel Bæk eller Gudenå, hvis der foretages en mindre revideret disponering af regnvandsbassiner i den nordlige del af lokalplanområdet.
Læs også: Silkeborg er klar med strategi for billige boliger
Det har dog ikke fået overbevist Jan Beck-Nielsen om projektets holdbarhed.
– Jeg tvivler stærkt på, at de nye tiltag, som man har lavet i forhold til den klagenævnsafgørelse, omkring at man i stedet for udledning skal prøve at lave en nedsivning af spildevandet, er nok til at få projektet holdbart igennem, sagde han på byrådsmødet.
Lokalplanen omfatter et 24 hektar stort areal umiddelbart øst for Tusindfryd i Gødvad.
Området er en del af helhedsplanen for Eriksborg, som er en kommende bydel mellem Gødvad og Grauballe.
Når bydelen er fuldt udbygget, vil den omfatte omkring 500 hektar med 3.800 boliger, et erhvervsområde, et bydelscenter med institutioner og dagligvarebutik samt et større rekreativt område.