Den globale arkitekt-, ingeniør- og rådgivningsvirksomhed Rambøll havde i første halvår 2023 en omsætning på 8,4 milliarder kroner i første halvår af 2023, hvilket svarer til en stigning på 7,1 procent sammenlignet med første halvår af 2022. Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.
Driftsresultatet før afskrivning på goodwill, brand og kundekontrakter (EBITA) steg med 62,3 millioner kroner til 436,1 millioner kroner, mens resultatet før skat faldt fra 306 millioner kroner til 253 millioner kroner. Resultatet efter skat faldt fra 195 millioner kroner i første halvår 2022 til 156 millioner kroner i første halvår 2023.
– Det glæder mig at kunne rapportere endnu et solidt halvårsregnskab for Rambøll. Vi fortsætter den positive vækstkurve med 9,2 procent organisk vækst på tværs af koncernen, hvilket er over forventningerne. Vores indtjening er også højere end i samme periode sidste år, dog lidt under vores forventninger, udtaler koncernchef i Rambøll, Jens-Peter Saul.
Ifølge meddelelsen er resultatet er opnået på trods af fortsat makroøkonomisk usikkerhed, høj inflation samt stigende renter og materialepriser.
– For halvandet år siden lancerede vi en ambitiøs strategi, the Partner for Sustainable Change, som går ”all-in” på bæredygtighed og forpligter os til på alle projekter at tilbyde kunderne alternative løsninger til, hvordan de kan forbedre bæredygtigheden på deres projekter, påpeger Jens-Peter Saul.
LÆS OGSÅ: RAMBØLL MED MARKANT STIGNING I OMSÆTNING OG RESULTAT I 2022
– Strategien spiller en central rolle i vores høje organiske vækst, der har ligget stabilt på tæt på 10 procent det seneste halvandet år – en markant stigning siden lanceringen af strategien. Jeg er især stolt af vores mere end 18.000 medarbejdere, der har taget strategien til sig og som fortsætter med at udfordre det kendte og udtænker nye løsninger, der hjælper med at bane vejen til en mere bæredygtig fremtid.
Rambøll havde tocifret vækst i Danmark, Storbritannien og Tyskland. Forretningsenheden for Energi leverede den højeste vækst blandt alle forretningsenheder, mens Miljø & Sundhed også havde et stærkt resultat.
– Forretningsenheden for Energi har også leveret fortsat høj vækst som følge af det øgede fokus på den grønne energiomstilling globalt og krigen i Ukraine, der påvirker forsyningssikkerheden. Dette har især sat skub i markederne inden for vind, Power-to-X-løsninger, fangst og lagring af CO2 og løsninger til elnettet, der skal udvides og moderniseres for at kunne rumme den massive udbygning af vedvarende energi. Denne høje efterspørgsel på bæredygtige løsninger har haft en positiv indflydelse på vores resultat, udtaler Jens-Peter Saul.
I lyset af den høje organiske vækst og en stabil ordrebog er Rambølls forventninger til året fortsat høj organisk vækst og EBITA-margin på niveau med eller lidt over sidste år.