Mens Copenhagen Malmö Port (CMP) står for udstyret og driften af den 165.000 kvadratmeter store containerterminal, der anlægges på Ydre Nordhavn, er By & Havn er bygherre på den nye terminal.
By & Havn er også bygherre på Havnehuset, som etableres ved den terminalen.
– Vi ønsker at skabe et dynamisk, moderne og attraktivt Havnehus, som er med til at skabe rammerne for udviklingen af CMP og erhvervshavnen i København. Et Havnehus, der med sin opbygning og faciliteter, skal fungere som en moderne arbejdsplads og samtidigt også være et sted hvor CMP kan tilbyde partnere, kunder og relevante aktører i vores branche en mulighed for at flytte ind og for at afholde møder, udtaler administrerende direktør Barbara Scheel Agernsnap fra CMP i en pressemeddelelse fra By & Havn.
Sammen med PLH arkitekter og ABC Rådgivende Ingeniører er Rasmus Friis udpeget som totalentreprenør på projektet.
– Med den helt unikke beliggenhed yderst i havnen bliver det en ejendom med stor eksponering og betydning for havnens udtryk, hvilket vi har stor respekt for. Vi glæder os til at se husene skyde op af jorden, udtaler Søren Laubjerg Daugaard, administrerende direktør i Rasmus Friis.
Havnehuset skal udover CMP og dets medarbejdere, også være arbejdsplads for relevante myndigheder i forbindelse med den nye containerterminal, herunder politi samt veterinær- og toldmyndigheder.
Mens containerterminalen forventes at stå klar i sommeren 2025, forventes Havnehuset først at være færdigbygget i 2026.