Det kommende rådhus på Dildhaven 43 i Herlev er tegnet af PLH Arkitekter og skal blandt andet huse tre af kommunens centre. Rådhus Hjortespring er designet, så det kan bruges til møder og arrangementer af borgere og foreninger også uden for normal arbejdstid, skriver tegnestuen i en pressemeddelelse i anledning af, at der i går blev afholdt rejsegilde på byggeprojektet.
Rådhuset skal efter planen skal stå færdig i 2023. I tæt samarbejde med Herlev Kommune er der i designet lagt stor vægt på, at rådhuset både skal tilbyde optimale rammer for medarbejderne og samtidig blive et samlingspunkt for kommunens borgere og foreninger.
– Der bliver i sandhed tale om et byens og borgernes hus. Det fleksible design gør bygningen optimal at samles og afholde arrangementer i. I vores design har vi netop tænkt tilgængelighed ind, så der bliver tale om et uformelt mødested og en bygning i øjenhøjde med dens besøgende. Møderne i den lokale sportsklub eller samlingerne i hobbyforeningen ligger oftest om eftermiddagen og aftenen. Ved at placere bygningens arbejdsområder, så de ligger afskærmet, kan offentligheden få adgang til og gavn af byens nye samlingspunkt også efter normal arbejdstid, siger Søren Mølbak, administrerende direktør i PLH Arkitekter.
Det kommende rådhus bliver i alt 2.000 kvadratmeter fordelt på to etager. En dynamisk planløsning gør det muligt løbende at tilpasse bygningen, så omgivelserne altid er optimeret til de opgaver, der er knyttet til husets 85 arbejdspladser.
Bygningen kommer til at huse kommunalbestyrelsessalen, Center for Børn, Unge og Familier, Center for Dagtilbud og Skole samt Jobcenter – unge 1829 år, uddannelseshjælp & SSP. Det opføres i totalentreprise af Hoffmann i samarbejde med PLH Arkitekter og Vita Ingeniører.
– Når rådhuset står klar til næste år, vil borgerne møde et uformelt rådhus, som er rart og imødekommende. Et åbent hus som understøtter det aktive lokalsamfund med nye trygge og imødekommende mødesteder. Det bliver et sted, hvor alle føler sig velkommen – både medarbejdere og borgere. Samtidig vil rådhuset være med til at skabe synergi omkring byudvikling i området og dermed styrke både fremgang og fællesskab i byen, udtaler Thomas Gyldal Petersen (S), borgmester i Herlev Kommune.
Gennem byggeriet har bæredygtighed været en topprioritet. Derfor får det nye rådhus flere løsninger, der nedbringer energiforbruget såsom centralt styret belysning, solafskærmning og klimaskærme. Samtidig kommer solceller på taget til at bidrage med grøn strøm.
PLH Arkitekter har stor erfaring med at designe rådhuse, der samler og giver merværdi for ansatte såvel som borgere. Foruden Rådhus Hjortespring, har PLH Arkitekter også tegnet Vordingborgs kommende rådhus, der ventes at stå færdigt i løbet af sommeren 2023, samt Høje Taastrups nye rådhus, der efter planen slår dørene op i år.