Den 18. marts er det tid til rejsegilde på den 14.100 kvadratmeter store karré, som Vision Ejendomme opfører på Slangerupgade 48 i Hillerød.
Den nye boligkarré er tegnet af C.F. Møller Architects i samarbejde med Niras og bygges i totalentreprise af Nordstern, oplyser Vision Ejendomme i en pressemeddelelse.
Projektet omfatter 107 nye boliger af varierende størrelse og et stort erhvervslejemål i stueetagen. Lejlighederne får mellem et og fem værelser.
– Vi ser frem til et festligt rejsegilde, hvor vi får lejlighed til at fejre byggeriet og håndværkerne sammen med naboer og samarbejdspartnere, udtaler Jens Bolding Jensen, administrerende direktør i Vision Ejendomme.
Læs også: Selskaber samarbejder om udvikling af nyt boligområde i Hillerød
– Vi glæder os samtidig til, at vi næste år kan byde vores kommende lejere velkommen til Hillerøds nye boligkarré. En boligkarré, der med dens volumen og karakter kan bidrage til udviklingen af handelsområdet i Hillerøds nye bydel og skabe et bindeled til den gamle bydel.
Byggeriet forventes færdigt og klar til indflytning i starten af 2025. Nybyggeriet er præcertificeret til DGNB Guld.
– Det grønne gårdmiljø er unikt for byggeriet og noget vi er rigtig stolte af. Det bliver et helt særligt aktivitets- og haverum og et samlingspunkt for ejendommens beboere, udtaler Kasper Ørsnes Larsen, der er projektudviklingschef i Vision Ejendomme.