For 324 millioner kroner bygger NCC i totalentreprise et nyt hovedsæde for de to robotvirksomheder Mobile Industrial Robots og Universal Robots på Energivej i Odense.
Nu er byggeriet af det fælles hovedsæde i træ nået så langt, at det har været tid rejsegilde, skriver totalentreprenøren i en pressemeddelelse.
Omkring 600 af de kommende brugere af huset var også med til rejsegildet. De arbejder nemlig ikke langt fra byggepladsen, skriver NCC.
– Stemningen på pladsen er god trods en presset tidsplan, og håndværkerne virker glade for at være med på træprojektet, udtaler Claus Heinze, der er senior projektchef i NCC Building i Vest.
Monteringen af alle bærende trækonstruktioner udføres af NCC’s medarbejdere i egenproduktion. Træmontagen forventes at vare frem til juni 2023.
Byggeriet omfatter 20.000 kvadratmeter og er skabt af 3XN/GXN, Moe og Henrik Jørgensen Landskab.
NCC oplyser, at hovedsædet “er designet med meget åbne miljøer med træværk både i bærende konstruktioner og på væggene, så bygningerne får et varmt udtryk. Samtidig vil en række store panoramavinduer skabe samspil med den omgivende natur”.
LÆS OGSÅ: BARFOED UDVIKLER EJENDOM MIDT I ODENSE
– Vi er rigtig glade for, at byggeriet skrider planmæssigt frem, og at vi nu er nået til rejsegildet, som er en stor milepæl. De lyse og åbne rammer i vores hovedsæde kommer til at skabe et godt arbejdsmiljø og de perfekte rammer for samarbejde på tværs, og vi glæder vi os helt enormt til at kunne flytte ind i vores nye, fælles lokaler, siger Kim Nørgaard Andreasen, Vice President og CFO i Universal Robots, der ligesom Mobile Industrial Robots er ejet af amerikanske Teradyne.
Byggeriet opføres i tre niveauer på det skrånende terræn, så det kommer til at ligge integreret i landskabet omgivet af ældre træer og med udsigt over engene.
Søjler, bjælker og dæk bliver produceret i gran og leveres af Hess Timber GmbH fra Tyskland. I alt skal der monteres cirka 900 træsøjler og træbjælker. Derudover monteres der cirka 6.000 kvadratmeter CLT-dæk. Kontoret forventes at være klar til overdragelse i starten af 2024.