I april 2024 godkendte politikerne i byrådet i Kolding, at den almene boligorganisation Bovia kan frasælge en grund på hjørnet af Lærkevej og Skovvangen i boligområdet Skovparken til en privat investor med henblik på etablering af en dagligvarebutik.
Det er Rema 1000, der vil bygge et nyt supermarked på 1.200 kvadratmeter grunden, der ligger lige over for Kolding Sygehus.
Handlen er betinget af, at der kan tilvejebringes et nyt plangrundlag for arealet, og politikerne i udvalget for Plan og Teknik har derfor besluttet at igangsætte arbejdet med en ny lokalplan for den 7.000 kvadratmeter store grund.
“Bygningens ydervægge forventes at fremstå med gule eller lyse teglsten i felter af recess-tilbagetrukket eller -fremtrukket murværk”, fremgår det af referatet fra udvalgsmødet, der blev afholdt i begyndelsen af november.
Et lokalplanforslag for den kommende Rema 1000-butik forventes at blive sendt i offentlig høring i perioden marts-maj 2025, og hvis alt går efter planen, vil den blive endeligt vedtaget i juni 2025.
Mellem boligområderne Skovvejen og Skovparken er der et mindre centerområde, hvor en dagligvarebutik og mindre butikker har ligget. Ifølge Kolding Kommune er centret nedslidt, og kommunen har købt centret med henblik på at rive det ned med udgangen af 2024.
Boligområdet Skovparken blev i 2018 omfattet af ghettopakken, hvorefter området blev betegnet som en ”hård ghetto”, hvilket senere er blevet ændret til ”Omdannelsesområde”. Lovens centrale krav var, at andelen af almene familieboliger senest i 2030 skal være nedbragt til 40 procent.
Derfor vedtog byrådet i Kolding i maj 2019 en udviklingsplan for Skovvejen/Skovparken med henblik på at reducere antallet af almene familieboliger, så de højst udgør 40 procent af den samlede bebyggelse i 2030.
Over de kommende år investeres der næsten 940 millioner kroner i området, hvor de almene familieboliger i dag udgør 87 procent af den samlede bebyggelse.
I en tryghedsundersøgelse fra Justitsministeriet fra 2023 svarede 83 procent af de adspurgte beboere i Skovparken, at de grundlæggende føler sig trygge i deres nabolag, og dermed kan det almene boligområde bryste sig med den ambivalent titel som Danmarks tryggeste ghetto.