Region Midtjyllands Udvalg for bæredygtighed, teknologi og anlæg har på et møde den 11. september godkendt et dispositionsforslag, der skitserer rammerne for Viborgs nye psykiatriske afdeling. Bag forslaget står totalrådgiver Rambøll med underrådgivere Link Arkitektur DK og SLA i samarbejde med Region Midtjylland.
Det skriver regionen i en pressemeddelelse.
– Vi står med et stærkt udspil, der formår at etablere et trygt og moderne miljø, der skaber de bedste forudsætninger for patienternes bedring og personalets arbejdsvilkår – og samtidigt imødegår en lang række tekniske, økonomiske og anlægsmæssige krav, siger Henrik Gottlieb Hansen (S), formand for Udvalg for bæredygtighed, teknologi og anlæg.
Regionsrådet skal behandle dispositionsforslaget den 25. september. Her skal politikerne også tage stilling til udmøntningen af den samlede anlægsbevilling. I regionens investeringsplan er der prioriteret en anlægsramme på 665,5 millioner kroner til byggeprojektet.
Læs også: Sådan skal fremtidens midtby i Viborg se ud
Ny Psykiatri Viborg opføres på et byggefelt i Søndersøparken, som i mange år har været centrum for den psykiatriske behandling i Viborg.
Ifølge Region Midtjylland har dispositionsforslaget fokus på, “at skabe et sammenhængende psykiatribyggeri med niveaufri og nem adgang til gårdhaver, frisk luft og lys, rolige opholds- og aktivitetsrum for det terapeutiske arbejde og rammer, der med lysindfald fra udearealerne og brede korridorer understøtter deeskalering og et behageligt miljø”.
Bevaringsværdig bygning rives ned
Bægeret er dog ikke helt uden malurt. I byggefeltet ligger nemlig også to bevaringsværdige Hack Kampmann-bygninger.
Efter behandling i Viborg Kommune og Region Midtjylland er det blevet besluttet at bevare de 1.040 kvadratmeter, der udgør den bevaringsværdige del af bygningen på Søndersøparken 16. Det medfører en væsentlig reduktion af parkeringspladser ved hovedindgangen, og at parkering skal etableres andetsteds.
Til gengæld rives bygningen på Søndersøparken 14 ned. Viborg Kommune har i august givet tilladelse til nedrivningen.
Læs også: Viborg Kommune sælger skole til lokale boligudviklere
– Der er ingen tvivl om, at det er en kompleks opgave at balancere de krav, fremtidens psykiatriske byggerier stiller. Med dispositionsforslaget som pejlemærke tror jeg på, at det lykkes at lave et byggeri, der har respekt for omgivelserne, men i sidste ende aldrig slipper sit hovedfokus: At have patientens tarv i centrum, siger Henrik Gottlieb Hansen.
Umiddelbart efter regionsrådets behandling af dispositionsforslaget i slutningen af september, bliver udbuddet om at finde en totalentreprenør sat i gang. De samlede udgifter til totalentreprise og projektering forventes at beløbe sig til godt 448 millioner kroner.
Selve byggeriet forventes at blive sat i gang i 2027, og bygningerne skal stå klar til brug i 2031. Byggeprojektet skal efter planen certificeres til DGNB Guld med hjerte.