Samsø Strandhotel kommer et lille skridt nærmere realisering

Et nyt strandhotel til 60 millioner kroner som erstatning for en cementvarefabrik på Samsø er kommet et lille skridt nærmere realisering.

Selskabet Samsø Strandhotel med Lasse Kronholm i spidsen ejer den gamle cementvarefabrik på Havvejen på Samsø.

Gennem en årrække har selskabet arbejdet med en plan om at omdanne cementvarefabrikken til et nyt strandhotel. I ét tilfælde har man dog været lidt for ivrig.

Samsø Kommune var således nødt til at udsende en pressemeddelelse i januar for at gå i rette med et Facebook-opslag fra selskabet bag strandhotellet. Af opslaget fremgik det, at projektet havde fået landzonetilladelse og derfor var tæt på at opnå politisk godkendelse.

Det var forkert. Landzonetilladelsen er endnu ikke i hus, men den 30. januar blev der taget et lille skridt i den retning.

Politikerne i kommunalbestyrelsen i Samsø Kommune besluttede nemlig at sende en ansøgning om at få projektet godkendt under Plan- og Landdistriktsstyrelsens forsøgsordning om turismeprojekter i kystnærhedszonen. Det har kommunen dog gjort før.

– Projektet omkring Samsø Strandhotel har været i gang i et godt stykke tid. Samsø Kommune ansøgte allerede tilbage i 2019 om et næsten tilsvarende projekt, som dog i 2021 fik et afslag, oplyste formand for Teknik- og Miljøudvalget, Michael Kristensen (S), på kommunalbestyrelsesmødet.

Læs også: Nyt badehotel kan give tyskere mulighed for at købe ferielejligheder

Samsø Strandhotel er tegnet af Loop Architects.
Samsø Strandhotel er tegnet af Loop Architects.

Strandhotellet skal efter planen indrettes med 27 værelser med i alt 50 sengepladser. Desuden skal det have en restaurant, en pejsestue, en vinkælder og et fitnessrum, ligesom der skal etableres spa både i kælderen og på tagterrassen.

Hotelprojektet er tegnet af Loop Architects, og det forventes at koste i omegnen af 60 millioner kroner, fremgår det af et notat fra kommunen.

Ifølge notatet er der rejst privat kapital på lidt over 15 millioner kroner, og der pågår en dialog med institutionel investor/fond om fordobling af det beløb samt en dialog med en bank om finansiering af de resterende 30 millioner kroner.

Samsø Strandhotel er tegnet af Loop Architects.
Samsø Strandhotel er tegnet af Loop Architects.

Hotellet forventes at få en årlig omsætning på mellem 30 og 50 millioner kroner.

Men først skal projektet altså gennem et nåleøje. I konkurrence med flere andre kystkommuner skal Samsø Kommune have statens tilladelse til at meddele landzonetilladelse til projektet.

Og selv hvis det lykkes, skal der også et nyt plangrundlag til, før projektet kan realiseres. Der er med andre ord et godt stykke vej endnu.