Scandi Byg bag Færøernes første svanemærkede boliger

På bare ni måneder har modulproducenten Scandi Byg produceret og opført 48 nye boliger, der som de første på Færøerne er certificeret med Svanemærket.

Mere end 150 meter højt oppe på fjeldsiden med udsigt over Færøernes hovedstad Tórshavn er der på bare ni måneder rejst to store bygninger, som i alt rummer 48 svanemærkede lejligheder.

Det er modulproducenten Scandi Byg fra Løgstør, der i samarbejde med underentreprenøren Articon har opført lejlighederne, som kan bryste sig af at være de første svanemærkede boliger på Færøerne. Det skriver Scandi Byg i en pressemeddelelse.

Bag byggeprojektet står ejendomsselskabet Mark, der har valgt at investere i de mere miljøvenlige boliger. Ifølge direktør for Mark, Gordon Rajani, har interessen for de certificerede lejligheder været stor. Der er allerede 300 på venteliste til boligerne.

Scandi Byg bag Færøernes første svanemærkede boliger. Foto: PR.
Scandi Byg bag Færøernes første svanemærkede boliger. Foto: PR.

– Der har været meget stor interesse for projektet blandt andet på grund af Svanemærket og dermed visheden om, at de nye hjem lever op til meget skrappe miljøkrav, siger Gordon Rajani.

– Inden byggestart undersøgte vi grundigt markedet for at finde den bedste og mest miljørigtige løsning, og her var Scandi Byg et rigtig godt match. Hos Scandi Byg har de ekspertise i mere miljøvenligt byggeri og følger høje krav, der sikrer hurtig leveringstid, samtidig med at de har et stort fokus på at minimere ressource- og energispild i produktionen. Det har blandt andet været medvirkende til, at vi nu står med et yderst vellykket boligprojekt, som har opnået Svanemærket.

Scandi Byg bag Færøernes første svanemærkede boliger. Foto: PR.
Scandi Byg bag Færøernes første svanemærkede boliger. Foto: PR.

De i alt 80 moduler, der udgør byggeriet, er produceret på Scandi Bygs fabrik i Løgstør og er efterfølgende transporteret til Færøerne med skib, hvor de er blevet monteret på byggepladsen.

– Vi har haft meget stramme deadlines i forhold til at producere de mange moduler, få dem kørt til Hirtshals og derefter skibet til Tórshavn, så vores folk har virkelig knoklet på. Foruden transporten har vi også skullet tage særlige hensyn til de færøske vejrforhold med ekstrem vind, tåge, sne og regn, som vi har skullet regne ind i byggetiden. Faktisk er der kun gået lige under 12 måneder fra, at Mark underskrev kontrakten på projektet til, at vi nu snart har afleveret byggeriet – en så kort deadline er der mig bekendt ikke mange i branchen, der kan efterleve, siger Paul Donhou, der er produktionschef hos Scandi Byg.

Scandi Byg bag Færøernes første svanemærkede boliger. Foto: PR.
Scandi Byg bag Færøernes første svanemærkede boliger. Foto: PR.

– Vi har haft et rigtig godt samarbejde med både bygherre og underentreprenører, og vi er meget beæret over, at vi har fået lov til at opføre Færøernes første svanemærkede boliger. På nuværende tidspunkt er vi allerede i dialog med bygherre om at opføre endnu en etape i fremtiden.

Scandi Byg er ved at lægge sidste hånd på byggeriet i Tórshavn, og efter planen kan de første beboere flytte ind den 1. marts 2023.