MT Højgaard Holding sælger RTS Contractors for 5 millioner kroner

MT Højgaard Holding sælger færøske RTS Contractors som led i beslutningen om at fokusere på koncernens danske forretning.

MT Højgaard Holding har solgt sin ejerandel på 80 procent i færøske RTS Contractors til den ene af de hidtidige minoritetsaktionærer, Andrias Lamhauge.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

– Vi er glade for at overdrage RTS Contractors til Andrias og ønsker alt godt i arbejdet med at videreudvikle virksomheden. Med salget tager vi det næste skridt i eksekveringen af beslutningen om at afvikle aktiviteterne i MT Højgaard International kontrolleret og effektivt, så vi kan koncentrere indsatsen om vores velindtjenende danske forretning, udtaer koncernchef Steffen Baungaard fra MT Højgaard Holding.

Salget følger af beslutningen om at afvikle forretningsenheden MT Højgaard International for at fokusere på koncernens danske kerneforretning. Med salget forlader MT Højgaard Holding desuden Færøerne, lyder det i meddelelsen

Det er aftalt med køber, at RTS Contractors via datterselskabet RTS Bygging opfylder eventuelle forpligtelser på allerede afleverede byggerier.

Salgsprisen for aktierne er 5 millioner kroner. Desuden indfrier RTS Contractors ved gennemførelse af salget driftskapital i niveauet 11 millioner kroner, som MT Højgaard Holding har stillet til rådighed for virksomheden.

Salget vil ikke påvirke MT Højgaard Holdings driftsresultat i 2024, da RTS Contractors og øvrige aktiviteter i MT Højgaard International rapporteres som ophørende aktiviteter.

RTS Contractors har base i Runavik på den sydlige Eysturoy og har speciale i jord- og anlægsopgaver, herunder sprængninger under arktiske forhold.

Efter salget af RTS Contractors udgøres MT Højgaard International alene af aktiviteter i Grønland, idet MT Højgaard Holdings ejerandel i Seth er solgt. Det salg er dog betinget af de angolanske konkurrencemyndigheders godkendelse.