Ifølge Fyens.dk købte investeringsselskabet Selfinvest i 2021 et areal på havnen i Middelfart, hvor selskabet nu vil bygge boliger og erhverv. Ifølge avisen skal der bygges 4.000 kvadratmeter boliger og 12.000 kvadratmeter erhverv på den 17.000 kvadratmeter store grund, hvor Turbinehallen og Den Blå Hal ligger.
Byrådet i Middelfart forventes inden længe at vedtage en lokalplan for det 16.000 kvadratmeter store projekt med navnet “Kabelbyen”.
– Når vi har fået byggetilladelsen, skal vi se, om markedet kan tilbyde nogle spiselige priser til os. Det forventer vi, det kan. Og det er klart, at vi sidder ikke på hænderne. Der arbejder vi ad flere spor, fortæller direktør hos Selfinvest Mikkel Hammershøj til Fyens.dk.
Med tilbygninger omfatter Turbinehallen 2.700 kvadratmeter. Den er bevaringsværdig og må ikke nedrives.
LÆS OGSÅ: HEIMSTADEN BYGGER OVER 300 BOLIGER I ODENSE
Den Blå Hal skal til gengæld nedrives for at gøre plads til projektet. De nye bygninger skal efter planen matche Turbinehallens udtryk, og der må bygges i op til otte etager.
“Det nye byområde kommer til at bestå af en blanding af etageboliger, kontorerhverv samt publikumsorienterede serviceerhverv i stueplan, som på sigt vil blive en ny naturlig østlig afslutning af Middelfart Havnefront”, fremgår det af lokalplanforslaget.
Middelfart Kommune købte i 2019 Middelfart Trafikhavn. For at sikre en helhedsorienteret fremtidig østlig udvidelse af havnefronten og omdannelse af Trafikhavnen afholdt Middelfart Kommune i 2021 en visionskonkurrence for området.
Vinderprojektet fra Team Effekt har efterfølgende dannet grundlag for udarbejdelsen af en strategisk udviklingsplan for Trafikhavnen.