Elementmontagen er færdig, taget er rejst, og alle patient- og behandlingsbygninger på fremtidens Sjællands Universitetshospital til 4,1 milliarder kroner står nu i sin fulde højde.
Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
– Det er en kæmpe milepæl, som selvfølgelig er værd at fejre og dvæle ved. For nu er hele “skallen” klar og viser, hvordan hospitalet tager sig ud i landskabet med de fire høje, hvide patient- og behandlingsbygninger, udtaler projektdirektør Helle Gaub.
– Det er resultatet af et godt og konstruktivt samarbejde med vores totalentreprenør, som vi derfor hylder i dag. Køge har fået et meget synligt vartegn, og det mener jeg bestemt, at vi alle kan være stolte af.
Den næste tid fortsætter håndværkerne inde i bygningerne, hvor de skal færdiggøre alt fra el til linoleum, samtidig med at bygherren har travlt med at planlægge og købe udstyr og møbler.
Foruden det indvendige arbejde i patient- og behandlingsbygningerne er de resterende projekter: en helikopterplatform på taget, 28 mindre ombygningsprojekter i det eksisterende hospital og de udvendige anlægsarbejder med kunst, beplantning og belægning.

Nybyggeriet af Sjællands Universitetshospital i Køge bliver efter planen afsluttet i september 2026.
I april 2018 blev en betinget kontrakt om projektets udførelse underskrevet.
Hermed fik Region Sjælland selskab af totalentreprenør Joint Venture Itinera/CMB, samt rådgiverne Politecnica og EKJ Rådgivende ingeniører.
Spaden blev stukket i jorden i juni 2019, og den første bygning (Fløj R) blev taget i brug i marts 2023.
Sjællands Universitetshospital Køge får 789 enestuer og bliver på 200.000 kvadratmeter, hvoraf cirka 145.000 kvadratmeter er nybyg og cirka 50.000 kvadratmeter er eksisterende byggeri.
Den største etape omfatter de fire senge- og behandlingsbygninger til 2,4 milliarder kroner og med et samlet etageareal på omkring 114.000 kvadratmeter.