Gennem de seneste 10 år er Skanderborg Kommune vokset med over 7.000 indbyggere. Aktuelt bor der ifølge Danmarks Statistik knap 65.400 indbyggere i kommunen, som særligt gennem der seneste årti har haft vokseværk.
Det afspejler sig i det to-årige budgetforlig, som 28 og de i alt 29 medlemmer af byrådet i kommunen har indgået.
Igen i år er der sat mange penge af til anlægskontoen. De næste tre år bruger kommunen i alt 863 millioner kroner til nye kommunale byggerier.
Læs også: Byggeri af ny børnehave i Virring skal i udbud
Der er blandt andet afsat 146 millioner kroner til nye plejeboliger på Søndergade i Galten og godt 147 millioner kroner til nye plejeboliger i Låsby.
– Vi bruger fortsat rigtig mange penge på at opgradere børnehaver, skoler og plejehjem. Vores økonomi er grundlæggende sund, fordi vi over de seneste år har haft fokus på at sikre et fornuftigt overskud på driften, som vi så kan investere i nye institutioner og andre anlægsopgaver. De kommende år skal vi fortsat holde et skarpt øje på driften, så der er penge i kassen blandt andet til to nye plejecentre, udtaler kommunens borgmester Frands Fischer (S).
Fokus på udvikling i hele kommunen
I budgetlægningen sidste år blev det blandt andet besluttet at kortlægge, hvordan anlægsinvesteringerne fordeler sig i kommunen. Med Budget2025 adresseres nogle af anlægsbalancerne på tværs af kommunens geografi, og det glæder Frands Fischer.
– Særligt spændende bliver det med udviklingsprojektet i Galten-Skovby, hvor vi har afsat 50 millioner kroner, da det lidt er en ny måde at gøre det på i forhold til den borgerinddragende proces. Og ellers er der i budgettet rigtig mange lokale projekter, der bliver spændende at følge i de kommende år bredt i vores kommune.
Udover Galten-Skovby er der blandt andet sat penge af til et sejlsportscenter i Ry, en kommende multihal i Ry, udviklingen af Fælleden som idrætscenter og til færdiggørelsen af Adelgade i Skanderborg.
Læs også: Nordstern skal bygge ny skole i Ry
I forligskredsen er der også enighed om, at Skanderborg Kommune skal have et “mangfoldigt boligudbud med gode rammer for fællesskaber”.
Der skal blandt andet være mulighed for at bygge tiny houses og tilsvarende mindre boligenheder samt andelsboliger. Derudover udpeges område til kolonihaver i forbindelse med den igangværende kommuneplanrevision.
– I Alternativet ser vi frem til en sundhedsskov, tinyhouses, nye kolonihaver, mere biodiversitet, fokus på at bruge naturen i beskæftigelsesindsatsen – og at vi får renere vand i vores søer og åer. Vi glædes også over et ekstra besøg af sundhedsplejersken og flere penge til forebyggelse på vores skoler, udtaler Mira Issa Bloch (Å).