Britta K. Stenholt, administrerende direktør for Stark Danmark. Foto: PR.
Britta K. Stenholt, administrerende direktør for Stark Danmark. Foto: PR.

Som de første i Norden lancerer byggemarkedskæden Stark svanemærkede døre. Det skriver byggecenterkæden i en pressemeddelelelse. Alle dørenes trædele består af sporbart træ fra lovligt skovbrug, en høj andel af træet er fra certificeret bæredygtigt skovbrug, lim og maling lever op til skrappe kemikaliekrav, og pladematerialet i dørene lever op til skrappe formaldehydkrav til gavn for indeklimaet, lyder det i meddelelsen.

– Vi er glade for, at Stark som de første nu gør det let at benytte svanemærkede døre i byggeriet. Det kan være med til at skubbe byggematerialer og flere aktører i en mere bæredygtig retning, hvilket er meget positivt. Byggematerialer har en væsentlig betydning for den samlede miljø- og klimabelastning i både renoveringer og nybyggeri, udtaler Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark, der har ansvaret for Svanemærket i Danmark, i pressemeddelelsen.

Svanemærket er Nordens officielle miljømærke og regnes ifølge Stark for at være en af de vanskeligste miljøcertificeringer at opnå for producenter. Svanemærkede døre kan eksempelvis indgå i svanemærket byggeri, hvor bygherren belønnes for at anvende svanemærkede materialer eller i DGNB-certificeret byggeri – det vil sige i to af Danmarks skrappeste miljøcertificeringer af bæredygtigt byggeri.

Stark lancerer svanemærkede døre og karme under eget RAW-varemærke. Foto: PR.
Stark lancerer svanemærkede døre og karme under eget RAW-varemærke. Foto: PR.

– Når vi som de første tilbyder svanemærkede døre og karme, er det endnu et eksempel på, hvordan Stark vil gøre det lettere for håndværkerne at bygge bæredygtigt, udtaler Britta K. Stenholt, der er administrerende direktør for Stark Danmark.

Stark lancerer Svanemærket på døre og karme under eget RAW-varemærke. De svanemærkede RAW-døre er til indvendig brug og fås som celle- eller massive døre i et væld af varianter. Alle RAW-døre og tilhørende karme er mærket op med farvekoder, der gør det nemt at sammensætte de rette kombinationer, skriver Stark i pressemeddelelsen.

De mest almindelige døre og karme lagerføres i den lokale Stark-forretning, mens hele sortimentet af svanemærkede døre kan leveres fra Starks centrallager inden for 24-48 timer, lyder det videre.

Svanemærkede RAW-døre kommer med den dokumentation for materialernes bæredygtighed, der kræves for at indgå i et DGNB-certificeret byggeri, ligesom Svanemærket automatisk sikrer, at dørene også er godkendt til brug i et svanemærket byggeri.

Ud over Svanemærket er dørene fra RAW også FSC-mærkede. Det sikrer, at alle trædele kommer fra bæredygtigt skovbrug, hvor der ikke fældes mere træ end skoven kan nå at reproducere, oplyser Stark.