Proark vil udvide Svendborg Bycenter med boliger og en dagligvarebutik. Visualisering: Oliver Grundahl Architecture.
Proark vil udvide Svendborg Bycenter med boliger og en dagligvarebutik. Visualisering: Oliver Grundahl Architecture.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Svendborg Bycenter blev bygget i 1997 på 8.500 kvadratmeter stor grund, hvor der hidtil havde ligget en Kvickly. Aktuelt rummer butikscentret ni butikker og spisesteder.

I 2009 vedtog det daværende byråd i Svendborg Kommune en ny lokalplan, der gav mulighed for, at butikscentret kunne udvides med flere butikker. Udvidelsen blev dog aldrig realiseret.

I juni besluttede politikerne i byrådet så at sende en ny lokalplan for butikscentret i ni ugers offentlig høring.

– Der er vel ikke ret mange, der kan være uenige i, at det eksisterende bycenter trænger til en ansigtsløftning. Det er kommet til at se lidt træt ud og appellerer ikke til en god dynamik i midtbyent, sagde formand for Plan- og Lokalsamfundsudvalget, Arne Ebsen (SF), på kommunalbestyrelsesmødet, hvor politikerne besluttede at sende lokalplanforslaget i offentlig høring.

– Gennem de sidste knap to år har der været arbejdet med et projekt, der muliggør nyt indhold i butiksdelen kombineret med boliger på den eksisterende tagkonstruktion.

Det er en erfaren og velkendt ejendomsudvikler, der står bag projektet i den sydfynske havneby, der med 27.500 indbyggere er Fyens næststørste by. Butikscentret ejes således af Proark ved Michael Kaa Andersen.

Han står bag projektet i samarbejde med Oliver Grundahl Architecture, Generous Development, ABC – Rådgivende Ingeniører, Linq Trafik, Gade & Mortensen og antropolog Susanne Docherty.

Nye studerende giver øget pres på markedet for lejeboliger

I slutningen af 2023 fik UCL grønt lys til at oprette ny filmuddannelse i Svendborg, og fra 2026 vil UCL blandt andet uddanne lærere, sygeplejersker og pædagoger i et nyt campus-byggeri på havnen i Svendborg.

Næstformand i Plan- og Lokalsamfundsudvalget, Pia Dam (S), pegede på kommunalbestyrelsesmødet på, at de nye studerende vil lægge pres på markedet for lejeboliger i byen.

– Forhåbentlig vil de gerne bosætte sig lokalt og centralt og måske dele en lejlighed med en studiekammerat. I hvert fald vil et øget udbud på lejeboliger imødekomme en øget mængde studerende, sagde hun og påpegede, at de kommende beboere vil skabe mere liv i bymidten samt skabe et forøget kundegrundlag for midtbyens butikker.

Den nye lokalplan skal give mulighed for, at der kan bygges op mod 110 nye lejligheder oven på de eksisterende bygninger, ligesom butikscentret kan udvides med en 1.800 kvadratmeter stor dagligvarebutik ud mod Tinghusgade.

I stueplan skal der fortsat være butikker, men dele af det eksisterende bycenter vil blive nedrevet. Der lægges således vægt på åbne og aktive stueetager mod gaden for at sikre et godt byliv i de omkringliggende gader.

“Facader i stueetagen skal derfor udformes med en høj grad af visuel kontakt mellem de indvendige funktioner og det omgivende byrum”, lyder det i lokalplanforslaget, som i alt giver mulighed for 7.200 kvadratmeter butikker.

Ifølge lokalplanforslaget fremstår det nuværende bycenter med “lange ensartede facader mod Tinghusgade, Voldgade og Tinghusgade”.

“Et væsentligt parameter i udformningen af den nye bebyggelse har derfor været at opdele det samlede bygningsvolumen i mindre enheder og sikre variation i bebyggelsens udtryk. Dette kommer til udtryk ved skift i facadematerialevalg, varierende bygningshøjder og forskydninger i facaden”, lyder det i lokalplanforslaget.

Lokalplanen muliggør, at der i området kan opføres bebyggelse i tre-fire etager og punktvis op til fem etager på hjørnet mod Centrumpladsen.

De eksisterende parkeringspladser på taget fjernes og placeres i stedet i nyt parkeringsanlæg inklusive parkeringsdæk under terræn.

Herudover sikrer lokalplanen bevaring af de bevaringsværdige forhuse på Vestergade 24 og 26, som i den gældende lokalplan for området må nedrives. Bygningerne rummer i dag blandt andet en kunstskole, kunstatelier og forskellige småerhverv.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling