Politikerne i borgerrepræsentationen har endeligt vedtaget et lokalplantillæg for en 8.300 kvadratmeter stor grund mellem Ikea og Cabinn Hotel på Kalvebod Brygge.
Her vil Cabinn-ejer Niels Fennet bygget et 16.700 kvadratmeter stort nybyggeri med hotel, butikker samt et tv- og filmcenter med navnet Copenhagen TV & Movie Center (CTMC).
“Det skal være et levende hus med live tv-shows med publikum, avancerede produktionsfaciliteter til industrien, et læringssted for studerende, et sted for mennesker at mødes, for oplevelser, underholdning og museum for dansk film gennem 100 år”, fremgår det af lokalplantillægget.
Oven på byggeriet skal der anlægges en grøn tagpark samt to mindre tagbygninger med publikumsorienterede serviceerhverv og kontor.
Byggeriet med tagparken skal være med til at færdiggøre det grønne landskabsstrøg beliggende på tagene af bygninger og terræn mellem SEB Bank, Bernstorffsgade og kontorhuset Nexus CPH på Otto Busses Vej.
Tv- og filmcentret bliver omkring 7.900 kvadratmeter stort, mens der afsættes 5.200 kvadratmeter til butikker. I bygningens to facader fra 2. til 5. etage etableres der op til 270 hotelværelser.
Der blev afholdt borgermøde om projektet tilbage i august 2024. Foruden repræsentanter fra Vesterbro Lokaludvalg og kommunen samt Niels Fennet mødte blot tre borgere op. Der var tale om borgere, som alle var interesserede i tv-produktion.