Svendborg Sygehus moderniseres for næsten 600 millioner

Region Syddanmark op til at investere mere end en halv milliard kroner i at modernisere og tilpasse Svendborg Sygehus, som nu får helt nye operationsstuer.

Med byggeriet af to nye operationsstuer og udvidelse af en tredje tager Region Syddanmark nu hul på arbejdet med at modernisere, tilpasse og indrette Svendborg Sygehus til et specialsygehus med styrkeposition inden for medicinsk udredning og planlagt kirurgi. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

Den fremtidige profil for sygehuset, der blev politisk vedtaget sidste år, betyder, at sygehuset skal gøres klar til at kunne varetage en række nye funktioner, der blandt andet indebærer etablering af et helt nye center for planlagt kirurgi. Det kræver en udvidelse af operationskapaciteten, og på regionsrådsmødet 27. februar 2023 godkendte et enigt regionsråd, at byggeriet kan gå i gang, fortæller Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Udvalget for Byggeri, Indkøb og Grøn Omstilling i Region Syddanmark i meddelelsen.

– Svendborg Sygehus står foran en omfattende modernisering, som der skal lægges en grundig plan for. Men sideløbende med den proces kan vi allerede nu gå i gang med at udvide operationsgangen med nye personalefaciliteter og nye, tidsvarende operationsstuer til patienter, der i fremtiden skal have foretaget planlagte operationer i Svendborg inden for eksempelvis organ-, ortopæd- og urinvejskirurgi samt gynækologi.

Der er afsat 28 millioner kroner til etablering af operationsstuer, og det nye center for planlagt kirurgi vil stå klar inden udgangen af 2024, og inden det nye OUH åbner og bliver akutsygehus for hele Fyn. I den forbindelse bliver den akutte kirurgi samlet på det nye OUH, og det er blandt andet den manøvre, der frigiver plads på Svendborg Sygehus til at fokusere endnu mere på den planlagte kirurgi som en del af sygehusets profil, skriver Region Syddanmark.

Omfattende modernisering på vej

Byggeriet af de nye operationsstuer er blot første skridt på vej mod realiseringen af sygehusets fremtidige profil. Sygehuset skal for eksempel også have et nyt center for medicinsk udredning, en helt ny bygning til primært ambulante funktioner, et samlet moderne fødeafsnit og et større parkeringshus. Blandt fokuspunkterne for sygehuset er også, at 70 procent af patientstuerne skal omdannes til ensengsstuer.

På regionsrådsmødet 27. februar godkendte et enigt regionsråd også den foranalyse, der viser løsningsmuligheder for opgaven med at tilpasse sygehuset til de nye funktioner og den fremtidige profil.

Med i planerne er også at arbejde videre med køb af UCL’s bygninger, der ligger ved siden af Svendborg Sygehus. De tilkøbte bygninger skal blandt andet bruges til klinisk administration, forskning og undervisning af klinisk personale.

Medarbejdere og borgere bliver inddraget i planlægning

Med den politiske godkendelse af foranalysen er der sat en retning for byggeplanerne. Hovedparten af byggerierne vil først begynde i 2026. Inden da skal medarbejderne og brugerne inddrages og være med til at kvalificere byggeplanerne, og byggeprojekterne skal forberedes.

– Der er enighed i regionsrådet om, at vi skal sikre et stærkt sygehus i Svendborg, og med foranalysen på plads har vi et godt fundament til at få udarbejdet en samlet plan for moderniseringen, der både lever op til de politiske ambitioner og giver borgerne et fremtidssikret sygehus med en stærk faglig profil, siger Karsten Uno Petersen.

Det næste skridt i processen er at sætte gang i arbejdet med Generalplan II, der er den plan, som vil indeholde det endelige løsningsforslag for byggearbejdet, anlægsøkonomi og tidsplan for moderniseringen, der skal finde sted i de kommende år.

Det planlægningsmæssige forarbejde, herunder projektering vil kunne ske i perioden 2023 til 2026. Selve byggefasen og udførelsen foreslås placeret i perioden 2026 til 2028.

Fakta om moderniseringen af Svendborg Sygehus

I 2010 besluttede det daværende regionsråd, at Svendborg Sygehus skal være specialsygehus, når det nye OUH tages i brug.

Regionen har siden gennemført flere bygningsmæssige renoveringer på Svendborg Sygehus samt om- og nybyggeri af blandt andet ambulant-faciliteter, logistik, adgangsforhold og forhal. Denne del af moderniseringen bliver beskrevet i Generalplan I.

I september 2022 blev den overordnede faglige profil og det endelig optageområde for Svendborg Sygehus vedtaget af regionsrådet, og i regionens budgetaftale for 2021 besluttede aftalepartierne, at der er behov for yderligere modernisering af sygehuset for at gøre det mere tidssvarende.  Samtidig skal ombygningerne matche den nye faglige profil.

I februar 2023 er foranalysen af økonomi og særlige fokusområder i moderniseringen færdig.

Næste skridt er, at regionen – før byggearbejdet kan gå rigtigt i gang – udarbejder Generalplan II, der indeholder det endelige løsningsforslag for byggearbejdet, anlægsøkonomi og tidsplan for moderniseringen.

Den generelle modernisering og ombygning af Svendborg Sygehus vil strække sig over en årrække, fordi sygehuset samtidig skal være i fuld drift.

Regionen forventer derfor, at planlægning og projektering af den generelle modernisering skal foregå i perioden 2023 til 2025, mens selve byggefasen og udførelsen skal ske i perioden 2026 til 2028. Den samlede pris på moderniseringen bliver skønsmæssigt cirka 564-585 millioner kroner.

Kilde: Region Syddanmark.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling