På tværs af landet forsinkes store hospitalsbyggerier i adskillige år, og budgetter bliver overskredet med milliarder.
Noget usædvanligt er det derfor, at en bygning på Sjællands Universitetshospital i Køge åbner et år tidligere end forventet.
Ifølge en pressemeddelelse fra Region Sjælland har et konstruktivt samarbejde med totalentreprenøren KHPT og Projekt Universitetshospital Køge således betydet, at en af de sidste tre sengebygninger kan gøres færdig allerede i 2025.
Det er et år tidligere end planlagt og betyder, at hospitalet kan åbne dørene for de første patienter allerede i 2026, samtidig med at de sidste to bygninger, B6 og B8, bliver afleveret og klargjorte.
Læs også: Hospitalsbyggeri til over 860 millioner sendes i udbud
– At byggeriet bliver færdigt før tid, er en rigtig god nyhed for borgerne i Region Sjælland. Det betyder, at vi tidligere end planlagt kan tilbyde behandling i helt nye rammer, og det kan vi godt være stolte af, siger Anne Møller Ronex (RV), formand for sygehusudvalget.
At dele afleveringen op i to etaper kommer både hospital og patienter til gode.
– Det er en kæmpe fordel, at vi får den ene af de tre bygninger tidligere, siger projektdirektør Helle Gaub.
– Erfaringsmæssigt ved vi, at det er en kompliceret opgave at overtage en bygning, tjekke for småmangler, flytte patienter og komme i fuld drift. Og nu vi får mulighed for at overtage en bygning før tid, er det bare med at komme ud over stepperne og gøre den indflytningsklar, parallelt med at de to øvrige bygninger bygges færdigt.
Fakta
- Tidsplan: I 2026 er de sidste sengebygninger færdige og afleveret til bygherre. B2 afleveres september 2025, men modtager først patienter i 2026. Det skyldes blandt andet at strålekanoner skal installeres og kalibreres i op til ni måneder, før de er funktionsdygtige.
- Omkostninger: For at bygning B2 kan fungere selvstændigt kræver det midlertidige tekniske foranstaltninger, indtil de to sidste bygninger står færdige og kan sammenkobles. Omkostningerne finansieres med 12 millioner kroner fra projektets reservepulje (puljen afsat til uforudsete udgifter). Økonomien til byggeprojekt og driftsøkonomien til hospitalet er to forskellige kasser, der ikke lovligt kan sammenblandes.
- Areal: Det samlede areal for de tre resterende sengebygninger er cirka 90.000 kvadratmeter, heraf udgør B2 cirka 25.000 kvadratmeter.
- Økonomi: Den samlede totalramme for kvalitetsfondsprojektet er 5,5 milliarder kroner. Heraf udgør B2 cirka 400 millioner kroner.
- Bygherre: Projekt Universitetshospital Køge er bygherre på fremtidens Sjællands Universitetshospital.
- Åbent Hospital: Søndag den 1. september klokken 10-13 kan interesserede borgere kigge forbi byggepladsen på Sjællands Universitetshospital, Køge og få en rundvisning og høre mere om byggeprojektet. Arrangementet annonceres i lokalavisen og på sygehusets Facebookside.
Kilde: Region Sjælland.